Billedgalleri
Hvidvin
Varebeskrivelse
Weingut Knoll, Smaragd. 3 fl tilbage. Pris pr stk
Østrig kaldes Weingut Emmerich Knoll for intet mindre end ”Primus Inter Pares”, hvilket på dansk bliver til noget i retning af ”Den ypperste blandt de bedste”. Og hvert år bliver der ført bevis for sagen i form af op imod 30 forskellige vine, hvoraf en god håndfuld hvert eneste år opnår kultstatus uanset hvilke klimatiske udfordringer, som den seneste vækstsæson end måtte have budt på. Der er tale om en kontinuitet, som næsten ingen andre er i stand til at præstere, og da den efterhånden har varet ved i mere end 30 år, skal der kun et enkelt ord til for at omfavne hele historien: Enestående!
Her er det den på forunderligste vis næsten underspillede, men alligevel eksplosive Riesling skabt på frugt høstet ad flere omgange på det berømte Loibenberg, der rejser sig over Donau flodens spejl på den smukke strækning mellem Dürnstein og Kreims. Klaserne soigneres udelukkende i vinmarken, og fremme i kælderen bearbejdes de med en slags træspader i flere timer for at knuse en del af druerne, så saften kan trække aromaer, mineraler og en lille smule garvesyre fra skind, kerner og stilke inden presningen, som nogle gange først sker på 2. eller 3. dagen.
Herefter gæres der i rustfrit stål og direkte i et gammelt østrigsk egefad uden fremmede gærstammer og uden temperaturkontrol. Bare en langsom gæring i den vinter kølige kælder, der fortsætter i både fire og fem måneder indtil vinen uden manipulation falder til ro med et naturligt forhold mellem alkohol, syre og ofte en lille næsten umærkelig restsødme. Vinen modner uden battonage frem mod aftapningen på flaske, der finder sted en af de sidste i august måned uden klaring og som regel også uden filtrering.
Efter nogle relativt varme men alligevel nærmest lykkelige årgange, som blandt andet førte Emmerich Knoll helt til tops hos fænomenet James Suckling, der fik fejet benene væk under sig, da han smagte Riesling Ried Schütt Smaragd 2019, og kvitterede med de ultimative 100-point, så er 2021 en årgang, der leder tankerne tilbage til tiden før vi begyndte at tale om den globale opvarmning.
Næsten. Da vi talte med Emmerich Knoll Junior i februar 2023, så han tilbage på "et spændende og i sidste ende yderst fornøjeligt vinår, hvor mange af os utvivlsomt producerede fremragende vine." Emmerich fortalte videre, at "høsten mængdemæssigt ligger inden for langtidsgennemsnittet, og at de første unge Steinfeder vine, som allerede er aftappet, vidner om at 2021 er en rigtig, rigtig god årgang."
Det særlige ved 2021 var det usædvanlig sene knopbrud, som umiddelbart blev fulgt af en tør periode, som fortsatte indtil begyndelsen af juli. Herefter fulgte hyppigt nedbør i juli og august (og også haglbyger i Rossatz, Dürnstein og Loiben), som har begavet vinene med en frisk syre. Og da efteråret bød på solrigt og tørt vejr med tilpas kølige temperaturer, kunne druerne blive på vinstokken længere end længe set, hvilket ledte frem til en perfekt fysiologisk modning, som opfyldte alle forudsætninger for nok engang at producere karakterfulde vine med underspillet intellektuel intensitet. Vine som ad åre vil udvikle den subtile dybde, som Knolls verdensberømmelse er funderet på.
Brugerprofil
Du skal være logget ind for at se brugerprofiler og sende beskeder.
Log indAnnoncens metadata
Sidst redigeret: 30.5.2025 kl. 15:23 ・ Annonce-ID: 10407805