
Gæsteblogger og børnebogsforfatter Agnes Ingersen viser her, hvad man også kan bruge SF sten til
Ideen til vingummibamserne fik jeg engang, vi var ude at hente nogle fliser, som vi havde fundet på DBA.
Ved siden af den flisestak, som var tiltænkt os stod vingummibamsestenene. Det vil sige, at min mand så nogle SF sten, og jeg så nogle vingummibamser :) Vi var heldige at få vingummibamserne (SF stenene) med i købet.
Børn i alle aldre kan være med til at lave vingummibamserne.
Først vaskede jeg stenene i en balje, da jeg var færdig, hældte jeg vandet ud til mine hindbærbuske og satte stenene til tørre.
Da stenene var tørre, malede jeg dem i røde, gule og grønne farver.
Jeg malede med en rigtig god akrylmaling, som kan tåle at stå udendørs.
Hvis man ikke er stor nok til at male med pensel, kan man male vingummibamserne i en pose sammen med noget maling. Så lukker man posen og masserer malingen på stenen igennem posen. Det er en metode, vi bruger meget i min dagpleje.
Da stenene var tørre, limede jeg rulleøjne, pon pom næse og piberensermund på vingummibamserne. Jeg brugte lim fra en limpistol og delene kan sagtens tåle at stå ude, med mindre der kommer nogle små søde pilfingre og piller dem af - men så er de jo nemme at lime på igen.
Delene kan også sagtens limes på med børnelim, men det holder ikke super godt, hvis de skal stå ude. Her kan du finde lignende sten, hvis du og børnene skal i gang med at lave jeres egne?