Billedgalleri
(1/18)
Emile eller om opdragelsen - Jean-Jacques Rousseau - Prøveeksemplar
Til salg
55.000 kr.
Bed sælgeren om at sende med Fiks færdig! Det er trygt, hurtigt, og varen vil blive sendt til dig. Læs mere
Varebeskrivelse
På dansk var titlen oprindeligt: "Emil eller om opdragelsen":
Helt unik: Prøveeksemplaret til det der blev til den første danske udgave og første danske oplag af "Emile eller om opdragelsen" på det navnkundige forlag Sebastian Popp, København 1796-99. Det er altså første og anden del som er selve prøveeksemplaret.
Prøveeksemplaret (som jo er den sande første udgave og første oplag) er totalt ukendt både hos Bibliotheca Danica og Det Kongelige Bibliotek. Det eneste som adskiller prøveeksemplaret fra første udgave og første oplag er selve titelbladet. Her er forlaget ikke Sebastian Popp - men "J. Nielsens Forlag" og årstallet er ikke beskrevet. Men sandsynligvis er bogen trykt nogle måneder før originalens første og anden del, altså november/december 1795. Bogen bære et stempel med navnet L. P. Christensen på den indvendige kant af forpermen (se foto 6. + 7.). Højst sandsynlig et pseudonym for oversætteren Johan Werfel. Han er også med sit ægte navn krediteret for oversættelsen af "Emile eller om opdragelsen" på Sebastian Popps forlag 1796-1799.
Der kan være mange grunde til at sådan en sjældenhed dukker op. Måske har forlaget "J. Nielsens Forlag" ikke kunne magte økonomien og har fået Sebastian Popp til at overtage opgaven. Måske har folkene bag forlaget "J. Nielsens Forlag" været bange for de mulige konsekvenser ved at udgive dette kontroversielle værk. Det var jo i enevældens tid. Hvis man kigger i kilderne har der aldrig været et forlag med navnet J. Nielsens Forlag på Vimmelskaftet 15 i København? Det er det der mere end antyder at det er et prøveeksemplar.
Måske spiller oversætteren til bogen også en rolle. Johan Werfel (J.W.) var en af de mest kontroversielle personer i Danmark på den tid. Han var både oversætter, forfatter, revolutionær og tidsskriftudgiver og også (i perioder) stærkt efterlyst. Her er lidt mere om Johan Werfel:
Johan Werfel (1764–1831) var en dansk forfatter, oversætter og tidsskriftudgiver.
Johan Werfels navn står på titlen af et stort antal bøger fra slutningen af det 18. århundrede og fra de første årtier af det 19. århundrede.
Som søn af en opvarter på Punschesalen i "Det Kongelige Teater" kom han tidlig i forbindelse med teaterfolk og fik, som 16-årig, plads på teaterkassererens kontor, hvor han var kopist til 1790. Han begik bedragerier, blev fængslet, men da han bad om nåde, kom han atter på fri fod. Dansk Biografisk Leksikon beskriver ham som en “Mand af i øvrigt ønskelig Glemsel” og fortæller at han blev dømt for forskellige slags kriminalitet samt at han skjulte sig de sidste mange år af sit liv.
Han udgav og forfattede bladet "Ugeblad for Borgere" i perioden oktober 1793 til november 1794, et blad der henvendte sig til den brede middelstand af selvstændige erhvervsdrivende og håndværkere, men som kort efter blev overtaget af bogtrykker Abraham Soldin (1768-1834), ændrede indhold, fra i starten at have været domineret af selvstændigt forfattede belærende indlæg af Werfel, til næsten udelukkende at indeholde oversatte stykker fra tyske, franske og engelske blade.
Fra juli 1794 til 1795 udgav han ugebladet "Folke-Fienden", som var et politisk modstykke til J.C.M. Steinecks "Folkevennen". Ved en pjece i dette blandede han sig i den Heibergske strid med teaterchefen, grev Ferdinand Anton Christian Ahlefeldt ( 1747 - 1815). J. W. modstandere fik dog stoppet munden på ham ved at forelægge offentligheden hans tidligere færd, og for sine ubeføjede beskyldninger mod greven fik han en bøde på 1000 rigsdaler.
Ved forskellige oversættelser søgte han at tjene til brødet, og listen af de af ham oversatte værker er meget lang. I første række kan nævnes Campes store revisionsværk i 18. dele, hvori bl.a. en delvis oversættelse af Rousseaus Emile findes, i øvrigt en mængde tidsskrifter f.eks. grammatikker, brevbøger, romaner, økonomiske skrifter og meget, meget mere.
Han arbejdede også som korrektør, og læste blandt andet korrektur på Niels Ditlev Riegels' historiske værk "Udkast til Fierde Friederichs Historie efter Høyer" I-II (1795-1800), med hvem han startede et venskab. Han opkaldte sit tidsskrift "Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn" (grundlagt 1802) med inspiration efter Riegels' eget tidsskrift "Kiøbenhavns Skilderie", og bragte her en serie mindeartikler over denne som var død samme år (se længere nede om "Nyeste Skilderier af Kjøbenhavn"). Desuden var han redaktør af "Kiøbenhavns Aftenpost" i perioden 1803-1809.
Han boede i mange år i Hørsholm og var således i nærheden af Thomas Thaarup (1749-1821), der boede ved Rungsted. I den af Thaarup 1813 fremkaldte litterære "Jødefejde" anså Werfel sig særlig forpligtet til "at forfægte Menneskehedens Sag" ved at begynde et tidsskrift til forsvar for jøderne.
Men Rasmus Nyerup (1759-1829) bemærkede allerede 1820, at blandt de bøger, på hvilke Werfels navn står på titelbladet, er der adskillige, der ikke er af ham, men som han kun har lånt sit navn til. J.W. gemte sig ofte bag et utal af pseudonymer. Dels fordi han skyldte folk penge og dels fordi nogle af hans mange oversættelser nemt kunne føre til fængsel i enevældens tid.
I 1818 blev han postmester i Hørsholm, men forsvandt i 1821 — sandsynligvis på grund af ubetalt gæld. Han blev udgivet for død, men opholdt sig siden den tid i smug i København til sin virkelige død i juni 1831. Under pseudonymt mærke (ofte "T. Ph. Hansen" eller L. P. Christensen) og under andres navne leverede han endnu i sine sidste år mange skrifter" (se langt, langt nede en anden beskrivelse af denne mystiske mand og hans levned - den er lidt mere positiv).
Prøveeksemplar:
Første sande udgave og første sande oplag:
Pæn stand (bogen er fra 1795): Indbundet i halvlæder og kartonnage - med guldpræget ryg hvor titel og forfatternavn samt hvilke dele fremstår - med flot for- og bagsatspapir indsat - hvor stempel med navnet L. P. Christensen (Johan Werfel) fremgår - tresidet grønt snit - 336 sider (første del) + 346 sider (anden del) - trykt på vandmærket kvalitetspapir - enkelte sider med bogpatina - hilsen og navn på friblad - 11x18 cm - J. Nielsens Forlag uden år - men 1795.
Prisen er fast.
Bogen ligger selvfølgelig i bankboks og kan fremvises for et beskedent beløb.
Absolutely unique: The proof copy/Specimen of what became the first Danish edition and first Danish printing of "Emile eller om opdragelsen" by the renowned publisher Sebastian Popp, Copenhagen 1796-99.
It is therefore the first and second parts that are the actual proof copy/Specimen.
The proof copy/Specimen (which is the true first edition and first printing) is completely unknown both at Bibliotheca Danica and the Royal Library. The only thing that distinguishes the proof copy from the first edition and first printing is the title page itself. Here the publisher is not Sebastian Popp - but "J. Nielsens Forlag" and the year is not described. But the book was probably printed a few months before the first and second parts of the original, i.e. November/December 1795. The book bears a stamp with the name L. P. Christensen on the inside edge of the front cover (see photos 6. + 7.). Most likely a pseudonym for the translator Johan Werfel. He is also credited under his real name for the translation of "Emil or on Education" by Sebastian Popp's publishing house 1796-1799.
There may be many reasons why such a rarity appears. Perhaps the publisher "J. Nielsens Forlag" could not handle the finances and has made Sebastian Popp take over the task. Perhaps the people behind the publisher "J. Nielsens Forlag" were afraid of the possible consequences of publishing this controversial work. It was the time of absolute monarchy, after all. If you look at the sources, has there never been a publishing house at Vimmelskaftet 15 in Copenhagen? That's what more than suggests that it is a sample copy.
Perhaps the translator of the book also plays a role. Johan Werfel (J.W) was one of the most controversial people in Denmark at that time. He was both a translator, author, revolutionary and magazine publisher and also (at times) highly sought after. Here is a little about Johan Werfel:
Johan Werfel (1764 – June 1831) was a Danish author, translator and magazine publisher.
Johan Werfel's name appears on the title of a large number of books from the end of the 18th century and from the first decades of the 19th century.
As the son of a waiter at the Punchesalen in the "Royal Theatre", he came into contact with theatre people early on and, at the age of 16, got a job in the theatre treasurer's office, where he was a copyist until 1790. He committed fraud and was imprisoned, but when he begged for mercy, he was released again. The Danish Biographical Encyclopedia describes him as a "Man of otherwise desirable oblivion" and says that he was convicted of various types of crime and that he hid for the last many years of his life.
He published and wrote the magazine "Ugeblad for Borgere" in the period October 1793 to November 1794, a magazine that addressed the broad middle class of independent businessmen and craftsmen, but which was soon taken over by printer Abraham Soldin (1768-1834), changing its content from initially being dominated by independently written instructive articles by Werfel, to almost exclusively containing translated pieces from German, French and English magazines.
From July 1794 to 1795 he published the weekly magazine "Folke-Fienden", which was a political counterpart to J.C.M. Steineck's "Folkevennen". Through a pamphlet in this he interfered in the Heiberg dispute with the theatre manager, Count Ferdinand Anton Christian Ahlefeldt (1747-1815). However, J. W.'s opponents managed to silence him by presenting his previous actions to the public, and for his unjustified accusations against the count he was fined 1000 rigsdaler.
He tried to earn his living by various translations, and the list of works he translated is very long. First and foremost, Campe's large revision work in 18 parts can be mentioned, which includes a translation of Rousseau's Emile; in addition, a number of periodicals, such as grammars, letter books, novels, economic writings and much, much more.
He also worked as a proofreader, and among other things, proofread Niels Ditlev Riegels' historical work "Udkast til Fierde Friederichs Historie efter Høyer" I-II (1795-1800), with whom he began a friendship. He named his periodical "Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn" (founded 1802) with inspiration from Riegels' own periodical "Kiøbenhavns Skilderie", and published a series of memorial articles about him, who had died the same year. He was also the editor of "Kiøbenhavns Aftenpost" in the period 1803-1809.
He lived for many years in Hørsholm and was thus close to Thomas Thaarup (1749-1821), who lived near Rungsted. In the literary "Jewish feud" provoked by Thaarup in 1813, Werfel considered himself particularly obliged to "defend the Cause of Humanity" by starting a journal in defense of the Jews.
However, Rasmus Nyerup (1759-1829) already noted in 1820 that among the books on which Werfel's name appears on the title page, there are several that are not by him, but to which he has only lent his name. J.W. often hid behind countless pseudonyms. Partly because he owed people money and partly because some of his many translations could easily lead to imprisonment during the time of the absolute monarchy.
In 1818 he became postmaster in Hørsholm, but disappeared in 1821 — probably due to unpaid debts. He was declared dead, but from that time onward he lived in hiding in Copenhagen until his actual death in June 1831. Under a pseudonym (often "T. Ph. Hansen" and L. P. Christensen) and under other names, he still delivered many writings in his last years.
Sample copy:
First true edition and first true printing:
Nice condition (the book is from 1795): Bound in half leather and cardboard - with gold-embossed spine where the title and author's name and which parts appear - with nice front and back paper inserted - where a stamp with the name L. P. Christensen (Johan Werfel) appears - three-sided green cut - 336 pages (first part) + 346 pages (second part) - printed on watermarked quality paper - some pages with book patina - greeting and name on free page - 11x18 cm - J. Nielsens Forlag without year - but 1795.
The Price is not Negotiable.
The book is of course in a bank safe and can be shown for a modest amount.
Excusez mon francais:
Exemplaire de reference:
Premiere edition et premier tirage authentiques:
Bel etat (livre de 1795) : Reliure demi-cuir et carton - dos orné de dorures indiquant le titre - le nom de l'auteur et les parties - avec de belles pages de garde inserees - portant un cachet au nom de L. P. Christensen (Johan Werfel) - rogne vert sur trois cetes - 336 pages (première partie) + 346 pages (seconde partie) - imprime sur papier filigrane de qualite - quelques pages patinees - salutation et nom sur une page de garde - 11 x 18 cm - J. Nielsens Forlag sans année mais date de 1795.
Prix ferme.
Le livre est conserve dans un coffre-fort et peut être vu moyennant une somme modique..
Anden beskrivelse:
"Den myreflittige Johan Werfel (1764-1831) skrev, bearbejdede og oversatte skrifter i alle genrer. De fleste var beregnet for det jævne folk, og en del var skolebøger. Intet fag var ham fremmed: dansk, regning, historie, geografi, tysk, fransk, morallære. For slet ikke at tale om Ny Plette- Bog eller Anviisning til at tage Pletter af alle Slags Klæder og Tøier (1801) eller Konst at forlænge det menneskelige Liv (1800).
Werfel havde stor succes med Dansk Brevbog indeholdende: Veiledning til at lære det Danske Sprog. Samling af Familie-, Venskabs-, Lykønsknings-, Sørge- og Trøste-, Taksigelses- [...] og Handels-Breve, Regler for det udvortes i Breve, ligesaa og vore Tiders Titulatur med Rangfølgen, Formularer til de almindeligste Documenter, Udtog af Forordningen om Brugen af det stemplede Papir; Brevporto fra den ene Poststation til den anden i Dannemark, Norge og Holsteen [etc]. Brevbogen kom første gang i 1795, og 16. reviderede udgave så sent som i 1894, længe efter Werfels død.
Dansk Brevbog er omfangsrig, over 500 sider, men ikke meget original. Den bygger på mange ældre brevbøger tilbage til 1600-tallet, og meningen er ikke at være selvstændig, men korrekt og konventionel. Manglen på originalitet gør brevbogen værdifuld som kilde netop til, hvad samtiden betragtede som gængs, anvendeligt og korrekt. Den bliver en kilde til, hvad der er passende, ”naturlige” omgangsformer mellem høj og lav, nære slægtninge og fjerne bekendte.
Udtoget her er bogens side 474-480. Det er den mest konventionelle del af hele bogen, nemlig den titulatur, som tilkom personer med en plads i enevældens rangforordninger. Der er også forslag til passende hilsener før underskriften. Brevbogen gengiver dermed den gældende rangforordning af 1746. Da var der ni overordnede klasser med i alt 102 separate trin.
Titlerne på listen er dels rigtige embeder i kongens tjeneste, dels tomme titler, som blev uddelt til andre end embedsmænd for at give dem en plads i rangen. Nogle titler, som etatsråd, justitsråd og consistorialråd, blev kun brugt på den måde. Tilføjelsen ”virkelig” blev brugt om de rigtige embedsmænd allerede i 1600-tallet, men fra 1717 hedder det, at den er afhængig af, om ordet ”virkelig” bruges i udnævnelsen. Dermed kunne ”virkelig” også bruges til en ren forfremmelse i rang.
Passende titulatur uden for rangklasserne og i mere private sammenhænge kan man finde i bogens eksempler på, hvordan forskellige breve kan udformes. Her kan man se, at nøgleordet til mænd er Herr. Tilsvarende Madame til gifte kvinder, Jomfrue til de ugifte. I skabelonen til breve mellem forlovede er det ”Høistærede Jomfrue!” fra ”Deres ærbødige Ven og Tilbeder”. Og jomfruen svarer sin kæreste med ”Høistærede Herr P.!” og underskriver sig ”Deres oprigtige Veninde”. Kun i meget intime sammenhænge kunne man tænke sig noget andet. Man kunne forestille sig at en ivrig forlovet kaldte sin kæreste ”Bedste Pige”, eller at en bror begyndte med ”Inderlig elskede Søster!” når søsteren havde været døden nær i barselsseng. Også at en studerende skrev til sin kammerat: ”Kjereste Broder”. I de to sidste eksempler skrives der ”Du” og ”Dig”. Ellers er det altid ”De” og ”Deres”, selv fra børn til forældre og bedsteforældre. Men ikke den anden vej: Forældre skrev ”Du” til børnene som et udtryk for deres højere placering".
Nyeste Skilderie af Kjøbenhavns historie:
"Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn" grundlages i 1803 af Johan Werfel, og eksisterede til 1837. Johan Werfel døbte bladet "Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn" til minde om sin ven samfundsrevseren Niels Ditlev Riegels, som var død året før. Riegels havde 1786-1790 udgivet det samfundskritiske blad Månedsskriftet Kjøbenhavns Skilderie, men efter Trykkefrihedsforordningen af 1799 var grænserne for, hvad man kunne skrive, væsentligt indskrænkede. Werfel forsøgte i nogle numre af sit blad at mindes Riegels ved at udgive nogle af hans efterladte skrifter, men måtte efter nogle numre stoppe forsøget. Boghandleren og forlæggeren Salomon Soldin blev snart ansat som redaktør, og efter at Werfel i 1808 forsvandt og foregav at være død for at undgå sine kreditorer, overtog Soldin også udgivelsen af bladet.I de første årgange var bladet et lille ugeblad, der udkom i kvartformat, men det udvidedes snart, så bladet i format og udgivelse kunne konkurrere med tidens andre populære blade såsom Berlingske Tidende og Adresseavisen.Soldin skrev selv en stor del af indholdet i bladet, men også flere af tidens betydelige personligheder som Rasmus Nyerup, Knud Lyne Rahbek, Christian Molbech og Nikolaj Frederik Severin Grundtvig bidrog ofte med indlæg.Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn var et særligt københavnsk blad, og det læstes fortrinsvis af de dannede borgere. Det var desuden i sin levetid et af de væsentligste blade, hvor bl.a. mange af de vigtigste litterære fejder stod.Allerede i 1825 afhændede Soldin redaktionen af bladet til Frederik Thaarup. Omgangskredsen frygtede for bladets skæbne, og selv sagde Soldin, at han ved overgivelsen til Thaarup havde sørget for, at de fik "kristelig Begravelse". Det var dog ikke Thaarup, der lagde det i graven, for efter 6 år på posten overlodes det til Hans Christian Wosemose, Claudius Rosenhoff og J. H. Stabell som omdøbte det til Allernyeste Skilderie. Det levede endnu 6 år, men i 1837, samme år som Soldin døde, gik bladet endeligt ind". - Bibl. Danica IV: 614.
Engelsk:
History of "Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn":
"Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn" was founded in 1803 by Johan Werfel, and existed until 1837. Johan Werfel named the magazine "Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn" in memory of his friend, the social critic Niels Ditlev Riegels, who had died the year before. Riegels had published the socially critical magazine Månedsskriftet Kjøbenhavns Skilderie from 1786 to 1790, but after the Freedom of the Press Ordinance of 1799, the limits on what one could write were significantly restricted. Werfel tried in some issues of his magazine to commemorate Riegels by publishing some of his surviving writings, but had to stop the attempt after a few issues. The bookseller and publisher Salomon Soldin was soon hired as editor, and after Werfel disappeared in 1808 and pretended to be dead to avoid his creditors, Soldin also took over the publication of the magazine. In the first years, the magazine was a small weekly magazine, published in quarto format, but it soon expanded so that the magazine could compete in format and publication with other popular magazines of the time, such as Berlingske Tidende and Adresseavisen. Soldin wrote a large part of the magazine's content himself, but several significant personalities of the time, such as Rasmus Nyerup, Knud Lyne Rahbek, Christian Molbech and Nikolaj Frederik Severin Grundtvig, often contributed articles. Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn was a special Copenhagen magazine, and it was read mainly by educated citizens. It was also one of the most important magazines during its lifetime, where, among other things, many of the most important literary feuds were. As early as 1825, Soldin sold the editorial office of the magazine to Frederik Thaarup. The circle of acquaintances feared for the fate of the magazine, and Soldin himself said that by handing it over to Thaarup he had ensured that they received a "Christian Burial". However, it was not Thaarup who laid it in the grave, because after 6 years at the post it was handed over to Hans Christian Wosemose, Claudius Rosenhoff and J. H. Stabell who renamed it "Allernyeste Skilderie". It lived for another 6 years, but in 1837, the same year that Soldin died, the magazine finally closed". - Bibl. Danica IV: 614..
Bemærk: Knappen til at vise den fulde beskrivelse har kun en visuel effekt.
Brugerprofil
Du skal være logget ind for at se brugerprofiler og sende beskeder.
Log indAnnoncens metadata
Sidst redigeret: 23.5.2026 kl. 11:29 ・ Annonce-ID: 18654154
