Billedgalleri
Alverdens Vampyrer af Dan Turèll
Varebeskrivelse
Stand: Brugt - med synlige brugsspor
Paperback. Borgen. 1. udgave, 1. oplag, 1978. Det stive omslag omkring selve siderne er ikke vedhæftet siderne. Omslaget kan sikkert limes til siderne igen. 128 sider.
Beskrivelse:
I Alverdens vampyrer gennemgår Turèll fakta og myter om vampyren fra A til Å. Han inddeler bogen i 3 overordnede kapitler: Myte-vampyren, Menneske-vampyren og Medie-vampyren og afslutter med et appendix, der bl.a. indeholder artikler om sportsfolk og bloddoping; vampyren og udødelighed/genopstandelse; Kronologi.
Myte-vampyren:
Ifølge Turèll begynder vampyrmyten i jødedommen. I den ældste hebræiske tradition var Lilith Adams første kone, men hun forlod ham og blev stammoder til et utal af djævelske skabninger, fordi hun “lystent parrede sig med ubeskrivelige dæmoner“. Siden blev hun bl.a. kendt for at stjæle børn og drikke deres blod. Men Lilith var blot én myte blandt mange i fortidskulturerne. Rom, Grækenland og Babylon havde også hver deres myte om bloddrikkende gengangere, og det er via dem, at vampyrmyten i vor tid samler sig i én definitiv blodsuger – vampyren.
Herefter fortæller Turèll mere om forskellige typer vampyrer, om hvem der bliver vampyr, om hvordan man udsletter vampyren, om vampyren i middelalderen og meget mere.
Menneske-vampyren:
I næste kapitel ser Turèll nærmere på virkelige personer, der gennem historien er blevet anset som en slags vampyrer. Han starter med Marquis de Sade, som han kalder “den teoretiske vampyr: erkenderen af grusomheden lov.” De Sade har lagt navn til sadisme, og han betegnede lidenskab som naturens lov, hvor “total hensynsløshed er ubegrænset renhed.”
Den tese lever de følgende portrætter op til. Her fortæller Turèll nemlig om massemordere som Gilles de Rais, der i 1400-tallet misbrugte og myrdede mindst 140 børn, og i de sidste år også drak deres blod. En anden massemorder var adelskvinden Elizabeth Báthory, som i slutningen af 1500-tallet i håb om evig skønhed torturede og myrdede et ukendt antal unge kvinder for at bade i deres blod. Báthory menes at være ophav til myten om den onde dronning, der fordømmer eventyrets Snehvide.
Udover Gilles de Rais og Elizabeth Báthory har Turéll indsat en Vampyrens Who’s Who, hvor vi hører om sergent Bertrand der i 1800-tallets Paris hjemsøgte byens kirkegårde. Om Hannover-vampyren Fritz Haarmann, der var slagter og solgte sine ofres kød i sin butik. Om John G. Haigh, der blev hængt i 1949 efter at have myrdet et ukendt antal personer og drukket deres blod og om flere andre.
Medie-vampyren:
Sidste kapitel handler om vampyren i medierne, startende med litteraturen. Vampyrens nedskrevne fortælling ses helt tilbage til de allerældste sanskrit-legender. I nordisk litteratur fortælles i den islandske saga Eyrbyggia Saga om, hvordan vampyrer slog 18 tjenestefolk ihjel.
I nyere tid har både Goethe, John Keats, Sir Walter Scott, Lord Byron og Sheridan Le Fanu (blandt andre) skrevet om vampyren, men det blev med Bram Stokers Dracula i 1897, at vampyren for alvor i masseskala blev udbredt i medierne over hele verden som en entydig, samlet figur.
Kapitlet indeholder også historien om den rumænske Vlad Tepes, der er blevet kendt som Spidderen, og som levede i 1400-tallet. Her bringer Turèll også kilder fra samtiden, hvor bl.a. en tysk munks oplevelser i 1462 dannede baggrund for et digt af Michael Beheim, der også blev solgt som skillingstryk.
Endelig fortæller Turèll om tiden efter Stoker, hvor romaner, teater, film og billedkunst har gjort vampyren mainstream. Niels K. Petersen har skrevet en interessant artikel til bladet Inferno i 1993, som kan anbefales, hvis du vil vide mere om vampyren på det store lærred.
Hvis du har bare en smule interesse i vampyrmyten og gerne vil vide mere, end hvad Twilight-universet har forvansket vampyren til, så er Alverdens vampyrer informativ, letlæst og spændende læsning.
373g
Brugerprofil
Du skal være logget ind for at se brugerprofiler og sende beskeder.
Log indAnnoncens metadata
Sidst redigeret: 24.7.2025 kl. 00:17 ・ Annonce-ID: 12311136