Billedgalleri
(1/15)
Der Nibelunge liet - Das Nibelungenlied - K. Simrod - August Sandgren 1893-1934
Varebeskrivelse
Emne: Litteratur
Fulde titler: "Der Nibelungenlied Vollstandig mit Benuzung aller Handschriften herausgegeben von Karl Simrock - Das Nibelungenlied Uebersetzt von Karl Simrock":
19. udgave og 1. oplag:
Pæn stand ( dog med en en smule bogpatina): Indbundet af Bogbinder August Sandgren 1893-1934 - i et halvbind af pergament med det fantastiske stribede sidepapir - August har signeret med sit stempel (se foto 6. + 7.) - (40) + 775 + (2) sider - med Lise Ross exlibris (se foto 8. og 9. - exlibrisen er udført af Johannes Britze 1895-1960) - 12,5x20 cm - uden tislkrivninger - J. G. Cotta'sche Buchhandlung 1863.
Bogbinder:
"August Sandgren var en berømt dansk bogbinder. Han var en af Danmarks bedste kunsthåndværkere med en sikker sans for design uden at gå på kompromis med håndværket.
August Sandgrens kunsthåndværk er i sin smukke og enkle stil på linje med det bedste i dansk design, og hans bogbind indgår helt naturligt i samme tradition som møbelarkitekterne Kaare Klint, Hans J. Wegner og Mogens Koch, arkitekten Arne Jacobsen og sølvkunstneren Henning Koppel. Sandgren overførte funktionalismens principper og elegante enkelhed på bogdesign, og han var en væsentlig fornyer i dansk bogkunst.
Sandgren var i bogbinderlære 1907-1911 hos bogbinder P.E. Haarsløv i Hobro. I 1912-19 var han på valsen i Europa, hvor han arbejdede i Holland, Tyskland, Schweiz og Frankrig. Da han ville videre til Italien udbrød første verdenskrig, og strandede personer blev sat på et tog mod Danmark. Sandgren stod imidlertid af i Berlin, hvor han i 1916 fik følgeskab af sin yngre bror Oscar Sandgren (1897-1982), der nu også var udlært bogbinder.
I Berlin interesserede Sandgren sig for typografi og kalligrafi og tog kurser deri. Han gik en tid på Berlin Buchbinder Fachschule og arbejdede på forskellige værksteder. Under opholdet i Berlin begyndte han at fotografere de arbejder, han udførte, en praksis han videreførte efter hjemkomsten til København i samarbejde med xylografen Frederik Hendriksen. På bagsiden af fotografierne skrev han oplysninger om titel, skindfarve og format. På biblioteker og museer i Berlin stiftede han bekendtskab med arbejder af den engelske bogbinder Cobden-Sanderson (1840-1922) fra Arts and Crafts-bevægelsen, som han lod sig inspirere af. I Berlin opnåede Sandgren en anerkendt position som forgylder og fik undervisning af den dygtige bogbinder Paul Kersten 1865-1943.
Inden Sandgren 1919 vendte tilbage til København, var han i Berlin blevet gift med Charlotte Marie Petermann (1900-1975), og i 1920 etablerede han sig med eget værksted, hvor broderen Oscar blev ansat.
August Sandgren etablerede sig i 1920 på Pile Allé 41 på Frederiksberg, hvor broderen Oscar også blev ansat. Blandt hans vigtige kunder var kunstneren Axel Salto, antikvarboghandler Gustav Strand samt ingeniør Oscar og fru Lia Ekman.
Sandgren søgte og fik forbindelse med forskellige biblioteker, og i 14 år indbandt han ca. 25.000 bøger for Frederiksberg Bibliotek. Han samarbejdede også fra 1924 med Det Kongelige Bibliotek, hvor nogle af byens bogbindere fik opgaver på skift − bl.a. Anker Kyster, Jakob Baden (1861-1940), Oscar Jacobsen (1878-1962) og Jacob Ludvig Flyge (1849-1913). De opgaver standsede, da DKB fik eget bogbinderi med egne bogbindere, hvorved de selvstændige bogbindere fik det sværere.
August Sandgren havde en klar idé med sit kunsthåndværk: Bogbindene skal være smukke og elegante, i smukke og eksklusive materialer og samtidig være fine brugsgenstande – dvs. de skal være nemme at genkende og finde på reolen, have tydelige rygtitler, ligge godt i hænderne, have et godt oplukke og være slidstærke. Han var således en foregangsmand for funktionalismen i dansk design, og vendte sig mod den tidligere generation af bogbinderne, der havde arbejdet i skønvirkens mere overlæssede stil – bedst repræsenteret ved Anker Kyster, der fik bl.a. Thorvald Bindesbøll til at designe nogle af sine bind. Sandgren gik helt bort fra skønvirkens overlæssede stil og skar dekorationen af sine bind ned til et minimum og opnåede en hidtil ukendt elegance i dansk bogbind.
August Sandgrens kunsthåndværk er meget karakteristisk. Hans bind fremstår altid som en velformet helhed, hvor alle bindets elementer – ryg, bindsider, rygtitel osv. – er i fuldstændig balance. Ryggene er gerne flade frem for rundede, kapitæler og kanter er fladstrøgne og formeringen er smal. Kapitælbåndene er håndgjorte, oftest i rødt og grønt.
De bedste af bindene har et helt enkelt og tidløst design. På hans berømte helbind af skind, som han fremstillede ca. 100 af, er dekorationen gerne begrænset til en guldramme yderst på bindsiderne – f.eks. en guldstreg, et mønster eller et geometrisk design – og bindsidernes store midterfelt er fri for dekoration. Her bliver det fremherskende i stedet skindets kvalitet, hvor Sandgren udvalgte det allerbedste i ged eller maroquin med en smuk, naturlig struktur, og bindenes farve, som er afdæmpede og i de mørkere nuancer, fx brunt eller rødt. Forsatspapirene er også afdæmpede, gerne cremehvide. Princippet er ikke ulig de danske møbeldesignerne, som fremhæver træets naturlige farver, strukturer og bøjelighed i deres møbler.
August Sandgrens halvbind kan være meget fyldigt dekorerede på ryggen, men med få stempler, der varieres, så han opnår et enkelt og roligt udtryk. Sandgren fremstillede selv meget dekorativt sidepapir af klistermarmor, som er holdt i mørkere farver – brunt, sort, mørkegrønt og blåt, og det smukkeste har lodrette, tætte striber. Han gjorde papirbindet eksklusivt, og som den første gav han hjørner og kapitæler pergament, så bindene er slidstærke på de udsatte steder. Han anvendte enten sit eget marmorerede papir eller smukt håndgjort italiensk papir. Bindene fik en guldstreg yderst på bindsiderne, og blev på den måde dekoreret som hans helbind.
August Sandgren genindførte pergamentbindet i dansk bogbind og udførte solide men dekorative bind med karakteristiske hvide rygge, gerne med et rygtitelfelt i brunt skind. Han udnyttede sit talent for kalligrafi, når han på helbind af pergament skrev titlen direkte på ryggen og på bindsiderne.
Rygtitlen har hos Sandgren en væsentlig betydning, fordi det funktionelle og dekorative falder sammen. Han var en mester i typografi og spatiering, og han brugte helst samme typer som bogen er sat med. Han undgik helst forkortelser og orddelinger, og man ser næsten aldrig vertikale rygtitler.
August Sandgren var en dygtig håndværker, der selv udførte alle bogbindets arbejdsprocesser. Han skærfede selv læderet, så det opnåede den rette tykkelse, rygforhøjninger var kun med ægte bind, og hans forgylderarbejde er sjældent overgået.
Udover bogbind fremstillede August Sandgren også æsker og kassetter, og han fik en stor bestilling på arkivæsker til Københavns Politigård, som han lavede tusindvis af i sit lille værksted.
Sandgren var en del af tidens kunstnermiljø og samarbejdede med kunstneren Jais Nielsen, der malede i akvarel på de mest eksklusive af Sandgrens pergamentbind. I samarbejde med Axel Salto fremstillede han meget smukt papir til bindsiderne i geometriske mønstre og i mørke nuancer, som de kaldte Salsan-papir.
August Sandgren stiftede i fællesskab med antikvarboghandler Gustav Strand, bibliotekar Frits Johansen og forfatter og forlægger Cai M. Woel den lille forening 'Hjulet', som bl.a. hyldede Johannes V. Jensen. Foreningen udgav fire små skrifter som privattryk i et begrænset oplag, nr. 2 med en illustration af Jais Nielsen. De første af skrifterne blev trykt af Sandgren selv på en lille presse i værkstedet i Pile Allé. Han trykte og udgav også Alfred Kies digtsamling "Floden" i 1921.
Sandgren var aktiv i Forening for Boghaandværk og arbejdede især for at hæve kvaliteten på forlagenes bogudgivelser. Han designede og tilrettelagde Maxim Gorkijs Min Barndom (Henning Koppels Forlag, 1933) og lagde vægt på layout, typografi og papirkvalitet. Han var medlem af Foreningen for Kunsthaandværk, hvor han udstillede sine bind i Kunstindustrimuseet. Med Kay Bojesen og andre var han i 1931 medstifter af Den Permanente Udstilling for Dansk Kunsthaandværk og Kunstindustri (Den Permanente), og var her med til at bane vejen for dansk designs guldalder med sine høje krav til kunsthåndværket og design.
Sandgren-klubben blev stiftet i 1940 af Henrik Park, Niels Refsgaard, Bent Andrée, Jens Juul-Lassen og en række andre af landets bedste bogbindere og håndforgyldere. Klubben havde som formål, udover at hylde Sandgrens kunsthåndværk, at være en faglig forening, hvor man diskuterede bogbind, design, fagets udvikling, og hvor man gensidigt inspirerede hinanden. Meningsudvekslingerne i Sandgren-klubben er en væsentlig grund til det høje niveau i dansk bogbind og design langt op i det 20. århundrede. Klubben udgav en fin bog om August Sandgren i 1949.
Sandgrens bogbind bliver i dag diskuteret og beundret i Dansk Forening for Bogbind, Forening for Boghaandværk og Dansk Bibliofil-Klub, og man kan se smukke eksempler på hans bind på Det Kongelige Bibliotek og på Designmuseum Danmark.
Især bogbinderne Axel Knudsen og Henrik Park videreførte Sandgrens forening af det enkle og tidløse design og dygtige håndværk.
August Sandgrens eksklusive bogbind er i dag blandt de mest eftertragtede hos bogsamlere og bibliofiler pga. deres skønhed, høje tekniske kvalitet og stilrene design".
Buchbinder:
"August Sandgren war ein berühmter dänischer Buchbinder. Er zählte zu den besten Handwerkern Dänemarks und zeichnete sich durch ein sicheres Gespür für Design aus, ohne Kompromisse bei der Handwerkskunst einzugehen.
August Sandgrens Handwerkskunst steht mit ihrem schönen und schlichten Stil im Einklang mit dem besten dänischen Design. Seine Buchbindungen stehen ganz selbstverständlich in der Tradition der Möbelarchitekten Kaare Klint, Hans J. Wegner und Mogens Koch, des Architekten Arne Jacobsen und des Silberkünstlers Henning Koppel. Sandgren übertrug die Prinzipien des Funktionalismus und der eleganten Schlichtheit auf die Buchgestaltung und war ein bedeutender Innovator der dänischen Buchkunst. Sandgren machte von 1907 bis 1911 eine Buchbinderlehre beim Buchbinder P. E. Haarsløv in Hobro. Von 1912 bis 1919 war er auf der Achterbahnfahrt durch Europa, wo er in Holland, Deutschland, der Schweiz und Frankreich arbeitete. Als er nach Italien weiterreisen wollte, brach der Erste Weltkrieg aus und gestrandete Menschen wurden mit dem Zug nach Dänemark verfrachtet. Sandgren stieg jedoch in Berlin aus, wo er 1916 von seinem jüngeren Bruder Oscar Sandgren (1897–1982) begleitet wurde, der inzwischen ebenfalls eine Buchbinderlehre absolviert hatte.
In Berlin begann Sandgren sich für Typografie und Kalligrafie zu interessieren und belegte entsprechende Kurse. Er besuchte eine Zeit lang die Berliner Buchbinder-Fachschule und arbeitete in verschiedenen Werkstätten. Während seines Aufenthalts in Berlin begann er, seine Arbeiten zu fotografieren, eine Praxis, die er nach seiner Rückkehr nach Kopenhagen in Zusammenarbeit mit dem Xylographen Frederik Hendriksen fortsetzte. Auf die Rückseite der Fotografien schrieb er Informationen über Titel, Lederfarbe und Format. In Berliner Bibliotheken und Museen lernte er die Werke des englischen Buchbinders Cobden-Sanderson (1840–1922) aus der Arts-and-Crafts-Bewegung kennen und ließ sich von ihm inspirieren. In Berlin erlangte Sandgren eine anerkannte Stellung als Vergolder und wurde von dem gelernten Buchbinder Paul Kersten (1865–1943) unterrichtet.
August Sandgren hatte eine klare Vorstellung von seinem Handwerk: Die Bucheinbände sollten schön und elegant sein, aus schönen und exklusiven Materialien bestehen und gleichzeitig wertvolle Gebrauchsgegenstände sein – d. h. sie sollten im Regal leicht zu erkennen und zu finden sein, deutliche Rückentitel haben, gut in der Hand liegen, sich gut öffnen lassen und langlebig sein. Damit war er ein Pionier des Funktionalismus im dänischen Design und wandte sich der vorherigen Generation von Buchbindern zu, die im überladeneren Stil der bildenden Kunst gearbeitet hatten – am besten vertreten durch Anker Kyster, der unter anderem von Thorvald Bindesbøll einige seiner Einbände entwerfen ließ. Sandgren gab den überladenen Stil der bildenden Kunst vollständig auf und reduzierte die Verzierung seiner Einbände auf ein Minimum, wodurch er eine bis dahin unbekannte Eleganz in der dänischen Buchbinderkunst erreichte.
August Sandgrens halbgebundene Bände können am Rücken sehr reich verziert sein, jedoch mit wenigen, variierten Stempeln, sodass er einen schlichten und ruhigen Ausdruck erzielt. Sandgren selbst fertigte sehr dekoratives Seitenpapier aus selbstklebendem Marmor an, das in dunkleren Farben – Braun, Schwarz, Dunkelgrün und Blau – gehalten ist und am schönsten vertikale, dichte Streifen aufweist. Er gestaltete den Papiereinband exklusiv und versah als Erster die Ecken und Kapitelle mit Pergament, damit die Bände an den freiliegenden Stellen haltbar sind. Er verwendete entweder sein eigenes Marmorpapier oder wunderschön handgeschöpftes italienisches Papier. Die Bände erhielten an den Außenseiten der Einbandseiten eine Goldlinie und waren auf diese Weise wie seine vollgebundenen Bände verziert".
Gravør:
"Johannes August Marius Britze var en tysk-dansk gravør, grafiker, maler og skulptør. Han er primært kendt som våbenmaler og ekslibriskunstner.
Britze var søn af gravøren Friedrich Britze og flyttede med sine forældre til København 1910. Han gik på Det tekniske Selskabs Skole i København 1911-1914 samt på Kunstakademiet 1914 og 1918-1920. Han graverade samtlige danske frimærker mellem 1933-1944.
Britze blev i 1940 ansat som Ordenskapitlets våbenmaler. Han har også bidraget til Danmarks Adels Aarbog. Britze blev, formentligt på grund af hans tyske oprindelse, afskediget i 1945. Han var i maj 1945 arresteret og tilbageholdt i mindre end et døgn".
Kupferstecher:
"Johannes August Marius Britze war ein deutsch-dänischer Kupferstecher, Grafiker, Maler und Bildhauer. Er ist vor allem als Wappenmaler und Exlibriskünstler bekannt.
Britze war der Sohn des Kupferstechers Friedrich Britze und zog 1910 mit seinen Eltern nach Kopenhagen. Er besuchte von 1911 bis 1914 die Technische Gesellschaftsschule in Kopenhagen und von 1914 bis 1918 die Akademie der Schönen Künste. Von 1933 bis 1944 gravierte er alle dänischen Briefmarken.
Britze wurde 1940 als Wappenmaler des Ordenskapitels angestellt. Er wirkte auch am Dänischen Adelsjahrbuch mit. Britze wurde 1945, vermutlich aufgrund seiner deutschen Herkunft, entlassen. Er wurde im Mai 1945 verhaftet und weniger als einen Tag inhaftiert“.
Bogen:
"Nibelungenlied eller Vølsungesagnet er et heltekvad om burgundernes nederlag til romersk-hunniske styrker i slaget ved Worms. Det er videregivet mundtligt og blev nedskrevet på mellemhøjtysk i det 13. århundrede. Titlen stammer fra den afsluttende linje: Hie hât daz mære ein ende: daz ist der Nibelunge liet (= "Her har fortællingen en ende: det er kvadet om Nibelungerne").
Den historiske kerne er ødelæggelsen af burgunderriget omkring Worms, fremkaldt af den romerske hærfører Aëtius og hans hunniske hjælpetropper i 436. Formentligt er striden ved de merovingiske hoffer mellem Brunichilde (= Brynhilde) og Fredegunde (= Fredegund) efter 575 blevet blandet ind i fortællingen sammen med en beretning om Attilas bryllup med den germanske fyrstedatter Ildikó i 453.
Forfatteren til kvadet bliver ikke nævnt i teksten, hvad der stemmer godt med den mundtlige overlevering (altiu mære = gamle fortællinger). Derfor ved vi ikke, om der er tale om en redaktørs arbejde, et stykke originalkunst af en eller flere skjalde, der har nedskrevet kvadet.
Den skrevne version kan tidsfæstes af politiske strukturer og digtning: Kvadet er antagelig nedskrevet mellem 1180 og 1210, altså midt i den middelhøjtyske litteraturs blomstringsperiode. Lokalkendskab, overvægt af tradition fra det bayersk-østrigske område og en påfaldende fremhævelse af biskoppen af Passau peger på Passau som tilblivelsessted. Meget tyder på, at digtet er nedskrevet hos Wolfger af Erla, mæcen og biskop af Passau (1191-1204). De fleste går ud fra, at forfatteren til Nibelungenlied var en litterær gejstlig, der var knyttet til bispehoffet i Passau, og at læserne først og fremmest var adelige i gejstlig eller verdslig tjeneste ved hoffer dér.
Teksten til Nibelungenlied kendes fra 35 tyske håndskrifter og en nederlandsk bearbejdelse. Håndskrifterne er fortrinsvis fundet i Sydtyskland, Schweiz og Østrig med centrum i Tyrol. De tre ældste tekstlige kilder ("hovedhåndskrifterne") betegnes med bogstaver:
A = Hohenems-München håndskriftet (sidste fjerdedel af det 13. århundrede) på det bayerske statsbibliotek.
B = Skt. Gallen håndskriftet fra det 13 århundrede ligger på stiftsbiblioteket i Skt. Gallen
C = Hohenems-Laßberg håndskriftet / Donauesching håndskriftet fra første halvdel af det 13. århundrede. Fra 2001 på delstatsbiblioteket i Karlsruhe.
De tre manuskripter er de vigtigste repræsentanter for tre forskellige tekstudgaver, hvis indbyrdes forhold ikke er afklaret. Ved siden af de tre håndskriftsrækker A, B og C eksisterede en bred, mundtlig tradition og har kunnet påvirke de nedskrevne versioner i en grad, som er vanskelig at bedømme.
Ofte grupperes håndskrifterne og deres tekstrækker efter den sidste verselinje. Række A og B slutter med ordene daz ist der Nibelunge not (= "det er Nibelungernes undergang"). Derfor kaldes tekstrækken og de forskellige håndskrifter, der hører til i den, for not-versionen. Håndskrift C slutter med ordene daz ist der Nibelunge liet (= "det er Nibelungernes kvad"), og både det og rækken af yngre håndskrifter kaldes for liet-versionen.
Komponisten Richard Wagner brugte kvadet som grundlag for sit store operaværk "Ring des Nibelungen". Han digtede videre på middelalderteksten, og operakredsen fik næsten karakter af et tysk "nationalepos", og under Hitlertiden blev Wagners musik og digtet fremhævet som eksempler på ægte tysk kultur.
Deutsch:
"Das Buch:
"Das Nibelungenlied oder die Völsungsagen“ ist ein Heldengedicht über die Niederlage der Burgunder gegen die römisch-hunnischen Truppen in der Schlacht bei Worms. Es wurde mündlich überliefert und im 13. Jahrhundert in mittelhochdeutscher Sprache niedergeschrieben. Der Titel leitet sich von der Schlusszeile ab: „Hie hât daz mære ein ende: daz ist der Nibelunge liet“ (= „Hier hat die Geschichte ein Ende: das ist das Gedicht über die Nibelungen“).
Der historische Kern ist die Zerstörung des burgundischen Königreichs um Worms durch den römischen Feldherrn Aëtius und seine hunnischen Hilfstruppen im Jahr 436. Vermutlich ist der Streit an den merowingischen Höfen zwischen Brunichilde (= Brynhilde) und Fredegunde (= Fredegund) nach 575 in die Erzählung eingebunden, ebenso wie ein Bericht über Attilas Hochzeit mit der germanischen Fürstentochter Ildikó im Jahr 453.
Der Autor des Gedichts wird im Text nicht erwähnt, was gut mit der mündlichen Überlieferung (altiu mære = alte Erzählungen) übereinstimmt. Daher wissen wir nicht, ob es sich um das Werk eines Redaktors handelt, also um ein Originalkunstwerk eines oder mehrerer Barden, die das Gedicht niedergeschrieben haben.
Die schriftliche Fassung lässt sich anhand politischer Strukturen und der Dichtung datieren: Das Gedicht entstand vermutlich zwischen 1180 und 1210, also inmitten der Blütezeit der mittelhochdeutschen Literatur. Lokale Kenntnisse, das Überwiegen der Tradition aus dem bayerisch-österreichischen Raum und eine auffällige Betonung des Passauer Bischofs weisen auf Passau als Ursprungsort hin. Vieles spricht dafür, dass das Gedicht von Wolfger von Erla, dem Mäzen und Bischof von Passau (1191–1204), niedergeschrieben wurde. Die meisten gehen davon aus, dass der Autor des Nibelungenliedes ein literarischer Geistlicher am Passauer Bischofshof war und dass die Leser vor allem Adlige waren, die dort im geistlichen oder weltlichen Dienst standen.
Der Text des Nibelungenliedes ist aus 35 deutschen Handschriften und einer niederländischen Bearbeitung bekannt. Die Handschriften stammen hauptsächlich aus Süddeutschland, der Schweiz und Österreich mit einem Schwerpunkt in Tirol. Die drei ältesten Textquellen („Haupthandschriften“) sind mit Buchstaben gekennzeichnet:
A = Hohenems-Münchner Handschrift (letztes Viertel des 13. Jahrhunderts) in der Bayerischen Staatsbibliothek.
B = St. Galler Handschrift aus dem 13. Jahrhundert in der Diözesanbibliothek St. Gallen.
C = Hohenems-Laßberger Handschrift / Donaueschinger Handschrift aus der ersten Hälfte des 13. Jahrhunderts. Seit 2001 in der Staatsbibliothek Karlsruhe.
Die drei Handschriften sind die wichtigsten Vertreter dreier verschiedener Textausgaben, deren Verwandtschaftsverhältnis unklar ist. Neben den drei Handschriftenserien A, B und C existierte eine breite mündliche Überlieferung, die die schriftlichen Fassungen in schwer abzuschätzendem Ausmaß beeinflusst haben könnte.
Die Handschriften und ihre Textzeilen werden oft nach der letzten Verszeile gruppiert. Die Zeilen A und B enden mit den Worten: „daz ist der Nibelungen not“. Daher werden die Textzeile und die dazugehörigen Handschriften als „Not-Version“ bezeichnet. Handschrift C endet mit den Worten: „daz ist der Nibelungen liet“ und wird ebenso wie die Reihe jüngerer Handschriften als „Liet-Version“ bezeichnet.
Der Komponist Richard Wagner verwendete das Lied als Grundlage für seine große Oper „Der Ring des Nibelungen“. Er dichtete weiter über den mittelalterlichen Text, und der Opernkreis nahm beinahe den Charakter eines deutschen „Nationalepos“ an. Während der Hitler-Ära wurden Wagners Musik und Dichtung als Beispiele echter deutscher Kultur hervorgehoben".
Bemærk: Knappen til at vise den fulde beskrivelse har kun en visuel effekt.
Brugerprofil
Du skal være logget ind for at se brugerprofiler og sende beskeder.
Log indAnnoncens metadata
Sidst redigeret: 5.7.2025 kl. 15:00 ・ Annonce-ID: 11684640
