Litografi
* Bragende flot og helt typisk farvelitografi af Ernst Syberg (1906-1981)
Landskab med fjord og båd på land
Signeret, dateret (1970) og nummereret 233/280
I fin ældre træramme med patina
Måler på ramme 62 x 80 cm
Ernst (Rille) Axel Syberg, maler, født den 12. januar 1906 på Pilegården på Over Kærby Mark i Drigstrup Sogn ved Kerteminde som søn af maleren Fritz Syberg og maleren Anna Syberg. Boede i 1940- og 50erne i Oppe Sundby. Siden flyttede familien til Vellerup. Død den 17. august 1981 i Vellerup, Horns Herred, begravet på Skibby Kirkegård. Ernst Syborg blev cand.jur. i 1931. Som kunstner var han autodidakt. Han debuterede 1933 på Kunstnernes Efterårsudstilling og udstillede fra 1934 som medlem af Corner. Han udstillede mange steder landet over, men vist ikke lokalt. Som landskabsmaler videreførte Ernst Syberg linjen fra fynbomalerne i mere moderne form med dyrkelsen af det maleriske i farve, penselføring og lys. Han malede oliemalerier og akvareller, hans motiver var først og fremmest den danske natur, og han arbejdede livet igennem med at finde de rette udtryk for sin fascination af belysningerne og farveklangene i naturen – de drivende sommerskyer på himlen, lufttonerne over landskabet, spejlingerne på fjorden og lysets blinken i blomster og blade. Ernst Syberg var også draget af italiensk klassisk arkitektur og kunst og udførte kopier og farveskitser efter antikkens, middelalderens og renæssancens vægdekorationer. Han fandt at fortidens kunstnere havde arbejdet med de samme problemer han selv var optaget af, og han malede stærkt indlevede malerier af italienske huse, gader og torve. Ernst Syberg var i 2005 repræsenteret på Frederikssund Kunstforenings 60års jubilæumsudstilling sammen med cirka 30 andre kunstnere – lokale og udefra kommende.
- Type
- Litografi