Så har jeg været i gang på værkstedet igen! Denne gang har jeg lavet noget til vores lille søns kommende værelse. Det er både sjovt og spændende at stå og snedkere og bare slippe fantasien løs. Jeg så for noget tid siden et bilede af en flyvemaskine, der var lavet til en hylde, og blev derfor inspireret til at tage udfordringen op, lave min egen udgave og komme med en lille DIY-guide til Jer!
Der findes et hav af lækre og anderledes børnemøbler til børneværelset på DBA, men vi har valgt at lave nogle af møblerne selv, det er lidt hyggeligt - heriblandt denne hylde.
Processen er foreholdvis enkel, og kan ændres i mål og gøremåde. Lav evt. flyveren med de lidt større børn - jeg er sikker på, at de synes at det er skide sjovt!
Alt du skal bruge er:
Gammelt træ som tilnærmelsesvis kan bruges som hylder (I vores tilfælde er det gamle terrassebrædder i teaktræ (selvfølgelig) De findes i massevis på DBA
Krydsfinér
Gamle hjul - vi brugte gamle skateboard hjul
Kobberrør 1m cirka købt i byggemarked ellers kig her:
Rawplugs (10mm.)
Skruer
Det værktøj skal du bruge:
Sav
Hammer
Sandpapir - eller evt en rystepudser
Boremaskine
Skruetrækker
Knivtang
Sådan gør du:
Mål op til hvor bred og høj hylden skal være. I mit tilfæde lavede jeg den 65x10cm.
Find ud af hvilken træsort du skal bruge. Jeg har valgt teaktræsbrædder.
Sav de to “hylder” ud. I mit tilfælde 2x 65cm.
Bor 4 10mm huller i de fire hjørne, bor ikke hele vejen igennem.
Skær 4x 10cm kobberrør ud og sæt en rawlplugs i. Nu kan de monteres, og skrues fast i de 4 huller.
Hylden er nu klar til at få en propel. Propellen har jeg skåret ud i noget krydsfiner, og efterfølgende slebet.
Sammen med propellen skæres der en rund plade også i krydsfiner, som propellen monteres på.
Montér propellen på hylden på 2x10cm kobberrør.
Hjulene monteres ligeligeledes på 2x 10cm kobberrør.
Sæt 2 beslag på og sæt hylden på væggen.
// Michael