Det kan være en dyr affære at flytte, lige meget om man flytter hjemmefra eller flytter til et nyt sted – for udover udgiften til det sted man skal bo, er der også alt det praktiske. Og så får man altid lyst til at indrette med lidt nye ting, når man får ny adresse… Men stort set alt interiør kan lige så godt findes brugt, og det er godt for både økonomien og miljøet. Her er vores tips til genbrugsfund, der kan være med til at gøre dit nye hjem både funktionelt og mere personligt.
Lamper:
Er du til 70’er stil eller rå fotolamper? Eller drømmer du om pendellamperne fra Muuto? Der er alt fra vintage til designervarer at finde, når du køber brugt – og skifter du selv en lampeskærm ud eller lakerer i en ny farve, får du det præcis som du vil have det.
TIP: Udnyt plads i vindueskarme til at give lidt liv, med planter og hvad du eventuelt har af pynt. Så kan du holde resten af rumme fri for nips og i stedet have det enkelt og funktionelt.
Gryder, tallerkener, bestik… Alt noget, der kan vaskes og derfor sagtens kan købes brugt. Og hvem siger at alle ens glas eller tallerkener skal være ens? Bland for eksempel forskellige slags vandglas, det ser ret fantastisk ud.
TIP: Prøv at lav en søgning på f.eks. spise- og dagligstuemøbler, eller hvad du nu er på udkig efter, og sæt prisen til mellem 1 og 20 kr. Der er masser af ting, der er gratis ved afhentning.
Vaser og krukker: Gør som Julie Zangenberg og miks forskellige slags vaser, for at gøre dit hjem personligt. Der behøver ikke stå en hel buket i en vase, en enkelt blomst eller to ser ofte finere ud.
Sovesofa:
Flytter du i en lille lejlighed eller i et kollegieværelse, kan der ikke altid være plads til både sofa og seng, så gå efter en sovesofa i stedet. Det er også praktisk i en lidt større bolig, hvis du tit har familie eller venner på besøg over weekenden. Tjek om betrækket kan tages af og vaskes eller renses, og gå efter en model, hvor der er opbevaringsplads under madrassen, til sengetøj, puder – og måske det tøj du ikke bruger lige nu.
TIP: Flytter du i en et-værelses lejlighed og vil du gerne have din seng afskærmet lidt fra resten af rummet, så stil din seng i et hjørne og lav en rumdeler ved at stille en reol ved siden af sengen. Vil du gerne kunne lukke endnu mere af, kan du monterer en stang til et badeforhæng mellem reolen og muren, og sætte et gardin op.
Udnyt pladsen bedst muligt, ved at finde et bord, der både kan bruges som skrivebord og spisebord. Sørg for at højden gør det behageligt at arbejde ved - og at det nemt kan trækkes ud fra væggen, så man kan sidde hele vejen rundt om det, når der er gæster. En version med klapper for enden gør det endnu mere funktionelt – og hvis det virkelig kniber med pladsen, så er et væghængt klapbord den optimale løsning.
Stole:
I den lille lejlighed er der sjældent plads til 6 spisestuestole, så find i stedet en stol, der både kan bruges til kontorstol, ved spisebordet og som er behagelig og pæn nok til at sidde i ved sofabordet også. Har du et lille kælder- eller loftsrum, så suppler med et par klapstole, så du altid har siddepladser til gæster.
TIP: Lav selv ekstra opbevaringsplads til de småting, du bruger jævnligt men ikke har plads til står fremme. Sæt hylder højt på væggen og sæt pæne kasser på dem. Sæt et label på, så du nemt kan se hvad der er i hvilke kasser og derfor altid kan finde dine sager. Husk dog at tjekke hvor meget vægt hylderne kan klare, før du fylder op med tunge ting.