
Årets Genbrugsindeks viser, at mere end hver tredje unge mellem 18 og 30 år har et nytårsforsæt med bæredygtigt fortegn. Eksempelvis vil 19 procent skære ned på deres kødforbrug, mens syv procent vil købe mere genbrug frem for nye varer.
På DBA er træningsudstyret altid i høj kurs i januar. Sports-kategorien har en hel del mere trafik end ellers i den første måned af året, og det skyldes, at mange danskere har et nytårsforsæt om at leve sundere, som blandt andet kan tage form i at dyrke mere sport.
Nytårsforsæt tager ofte udgangspunkt i den enkeltes sundhed og velbefindende, men noget tyder på, at klodens fremtid også er begyndt at vinde indpas i danskernes nytårsforsæt. I hvert fald hos de unge.
Mere end hver tredje unge mellem 18 og 30 år har nemlig et nytårsforsæt med fokus på klima og bæredygtighed. Det viser årets Genbrugsindeks fra DBA. For hele befolkningen gælder det hver fjerde.
- Vi ved, at de unge er helt fremme i skoene, når det kommer til bæredygtigheds- og genbrugsagendaen. Det ser vi afspejlet i alle hjørner af årets Genbrugsindeks. For eksempel svarer halvdelen af den samlede danske befolkning, at de gerne vil leve mere bæredygtigt, mens det gælder hele 67 procent af de 18-30-årige. Og det er virkelig fedt at se, at de gode intentioner ligefrem kommer til udtryk i deres nytårsforsæt, siger Julie Schoen, der er talsperson for DBA.
19 procent af de 18-30-årige har som nytårsforsæt at skære ned på kødforbruget, 16 procent vil cykle eller tage det offentlige frem for bilen, og 11 procent vil købe mere genbrug frem for nyt. For resten af befolkningen gælder det henholdsvis 13 procent, 10 procent og 7 procent.
En af de unge, der i år har et nytårsforsæt med bæredygtigt fortegn er 23-årige Carla Emilia Andersen, der bor på Frederiksberg.
- Mit nytårsforsæt er selv at lave endnu flere ting ud af genbrugsmaterialer frem for at købe det fra nyt. Om det så er smykker, tøj eller møbler. For eksempel vil jeg gerne sy en jakke af et genbrugsuldtæppe, jeg har fundet. Derudover vil jeg fortsat købe brugt, når det er muligt, siger hun.
Carla Emilia Andersen er generelt meget opmærksom på at leve bæredygtigt, og hun går tit på genbrugsshopping. En tendens, hun også mærker i sin omgangskreds. For det er win-win, når man er bæredygtig og samtidig tjener penge.
Jeg synes generelt mange unge, også blandt mine venner, køber genbrug. Der er mange penge at spare ved at være bæredygtig, og det ved jeg også har en indflydelse på, at mine venner køber genbrug, spiser mindre kød og cykler rundt i byen
Set i lyset af tallene fra Genbrugsindekset har Julie Schoen fra DBA et nytårsønske:
- Jeg håber, at endnu flere vil lave nytårsforsæt, der ser ud over egen næsetip. Og jeg , at nytårsforsætterne bliver sagt højt, så ens omgangskreds og familier også bliver mindet om, hvor vigtigt det er, at vi tænker på fremtiden og ikke bare os selv, siger Julie Schoen.
Har du haft et eller flere af følgende nytårsforsæt:
Skære ned på dit kødforbrug: 13% (18-30 år: 19%)
Cykle eller tage det offentlige til arbejde fremfor bilen: 10% (18-30 år: 16%)
Købe mere genbrug frem for nyt: 7% (18-30 år: 11%)
Flyve mindre: 6% (18-30 år: 8%)
Ingen af ovenstående: 70% (18-30 år: 57%)
Ved ikke: 5% (18-30 år: 7%)
50 procent af danskerne vil gerne leve mere bæredygtigt (18-30-årige: 67%)
Hvert år udarbejder DBA et genbrugsindeks, der kortlægger danskernes genbrugsvaner. DBA har kortlagt den danske genbrugsøkonomi ved at gennemføre en befolkningsundersøgelse blandt mere end 2.000 repræsentative respondenter og analyseret brugeradfærden på DBA. Data er indsamlet via Epinions panel i perioden 25. februar til 7. marts 2022. Læs hele Genbrugsindekset 2022 her.
De tidligere Genbrugsindekser kan du finde link til herunder:
Genbrugsindekset 2016 Genbrugsindekset 2017 Genbrugsindekset 2018 Genbrugsindekset 2019 Genbrugsindekset 2020 Genbrugsindekset 2021