
Hvad kan du allerbedst undvære derhjemme – smykker, møbler, tøj eller noget helt fjerde? Her får du en top 10 over de ting, danskerne ikke gad eje og derfor oftest satte til salg på DBA i 2022.
Hvornår satte du sidst noget til salg på DBA, og hvad var grunden egentlig? Der er et utal af årsager til, at vi opretter annoncer på Danmarks største handelsplads. Nogle gange skyldes det, at der er brug for mere plads, så porcelæn eller støvsuger må sendes mod nye ejere, andre gange står en vase eller stol bare og fylder. Hvorfor så ikke sælge, så andre kan få glæde af tingene, og man selv kan lune sig lidt ved indtægten?
Tanken strejfer dig sikkert, når du sender øjnene på tur gennem denne top 10 over ting, danskerne helst ville have afsat på DBA i 2022. Den viser nemlig tydeligt, at der ikke kun er én årsag. Lige så mange sælgere, der er, lige så mange grunde er det til, at lige netop de ting er til salg.
Men nu skal spændingen heller ikke trækkes længere. Hvad var det så, danskerne helst ville af med i 2022? Det afslører vi nu, og for dramaets skyld starter vi selvfølgelig med den 10. mest ”upopulære” ting.
Vil du se listerne fra de foregående år? Så finder du dem her:
2021: Disse kategorier blev der oprettet flest nye annoncer i på DBA - link 2020: Disse kategorier blev der oprettet flest nye annoncer i på DBA - link 2019: Disse kategorier blev der oprettet flest nye annoncer i på DBA - link 2018: Disse kategorier blev der oprettet flest nye annoncer i på DBA - link 2017: Disse kategorier blev der oprettet flest nye annoncer i på DBA - link
Til boligen >> Andre maskiner >> Køkkenudstyr og -maskiner
Duften af nybagt brød forduftede, da coronarestriktionerne rykkede baglæns i danskernes bevidsthed. For i takt med, at hjemmekontoret trak sig tilbage til fordel for fysiske møder med kollegaerne, blev surdejen sat tilbage i køleskabet og bagerbrødet bragt på bordet igen.
Surdejens storhedstid er slut, og som krummer fra halvgammelt brød, drysses der kun en bid af de køkkenmaskiner på brugtvaremarkedet som for to år siden. I 2020 glødede kategorien med intet mindre end 174.034 annoncer, mens udbuddet styrtdykkede i 2021 med kun 29.536 annoncer.
Efter et år med rundstykker fra tanken, ser det ud til, at surdejen er vågnet til bagedyst igen – eller er den? Med 158.333 oprettede annoncer spotter vi en stigning fra sidste år, som enten skyldes, at danskerne i 2022 endnu en gang gik på jagt efter gadgets og grej, der gjorde køkkenlivet lettere, eller endelig fik ryddet op i skabene og solgt de upopulære køkkenmaskiner.
Til børn >> Legetøj og spil >> Lego
Kun overgået af ’sofa’ og ’iPhone’ blev ’Lego’ det søgeord, som danskerne tastede oftest i søgefeltet på DBA i 2022. Derfor er det måske en overraskelse, at kategorien med de farvede klodser kommer ind på årets top 10 over kategorier, der blev oprettet flest nye annoncer i. Men hvad er årsagen til, at Lego lander her?
Et entydigt svar kan være svært at grave frem, men tallene tyder på, at en klassiker aldrig går af mode. I kassen med klodser kan børn og voksne mødes og sammen skabe spændende verdener, man kan gå på opdagelse i. Omgivet af borge, piratskibe, prinsesseslotte eller noget helt fjerde og femte får fantasien frit fald gennem de gode idéer, og når det sker, er der som bekendt ingen grænser.
Umiddelbart lyder det jo ikke som en gyldig grund til at skille sig af med sagerne. Den simple grund til, at der er så meget Lego i omløb på DBA, skyldes da heller ikke, at legesagerne er upopulære. De sættes blot ofte til salg, netop fordi flere gange om året kommer nye samlesæt på markedet. Når de er skilt samlet, skilt og samlet igen, går de videre til brugtvaremarkedet, hvor du kan være heldig at finde det nu ”upopulære” legesæt til en virkelig god pris.
Tøj og mode >> Accessories >> Smykker
Er der noget om snakken, når man siger, at ”diamonds are forever”? Måske ikke helt, for i 2022 blev der oprettet 171.234 annoncer med smykker i guld, sølv og ædelstene. Sammenligner vi med året før, hvor smykker også landede på en ottendeplads, er der dog sket et lille fald. I 2021 blev der oprettet 187.959 annoncer i kategorien, så måske vi alligevel har fundet ud af, at alt, der glimter, er guld. Eller – det er er det jo ikke. Det kan nemlig være svært for det utrænede øje at tyde, om smykket er ægte eller ej.
Kan du tyde de mange tal og symboler, og ved du egentlig, hvor du skal se efter dem? Det kan være godt at vide, inden man rammes af guldfeber, så vil du handle smykker med ro i maven, kan du med fordel læse denne artikel, hvor juveler Brian Bach Mouritsen giver dig værdifuld viden.
Tøj og mode >> Tøj til kvinder >> Bluser, toppe og trøjer
Har du en garderobe, der er fyldt med tøj, men har du alligevel ikke rigtig noget at tage på? Følelsen kender de fleste kvinder vist, men faktisk følger mændene med. Undersøgelser viser nemlig, at langt de fleste af danskerne hver morgen står over for en stopfuld garderobe, men kun går i de samme få favoritter.
Læste du undersøgelserne ,og prikkede de lidt til den dårlige samvittighed? Noget kunne tyde på, at 2022 var et år, hvor flere danskere tog skridtet mod en mere minimalistisk garderobe og satte de upopulære tøjstykker til salg. Der blev nemlig oprettet 179.582 annoncer med bluser, toppe og trøjer, hvilket må have givet plads på bøjler og hylder og måske endda et lidt bedre overblik, når dagens outfit skulle vælges.
Dog ikke så meget plads, som i 2021 hvor vi virkelig fik ryddet op i skuffer og skabe. Her blev der nemlig oprettet 15 procent flere annoncer. Kan vi give corona skylden for de mange annoncer? Noget kunne tyde på, at vi havde tid nok til at sortere i sagerne under pandemien, hvorimod 2022 blev et år med genbrugshit, fordi vi i stedet for at købe nyt, genbrugte fra gemmerne på grund af de store prisstigningerne, der fulgte i kølvandet på COVID.
Tøj og mode >> Tøj til kvinder >> Sko og støvler
Til tonerne af “These boots er made for walking” traver sko og støvler ind på en solid sjetteplads over kategorier med flest nye annoncer i 2022. Det blev til intet mindre en 208.733 par fodtøj, som fandt vej mod nye ejere.
Om det skyldes, at kvinderne endelig har erkendt, at man faktisk kan have for mange sko, må hellere stå hen i det uvisse… Men i 2022 var skoene slet ikke så upopulære som året før, hvor der blev oprettet 25 procent flere annoncer! Alligevel kan vi ikke komme uden om, at der ryddet gevaldigt op i skoskabene i år. Men mon ikke, at pladsen allerede er ved at være trang igen? Det er jo svært ikke at blive fristet af stiletter eller sandaler, når man nu alligevel er inde på DBA for at sælge sine gamle sneakers.
Og apropos gamle sko. I denne artikel kan du blive klogere på, hvad du skal holde særligt øje med, når du køber dine sko brugt.
Bøger og blade >> Skøn- og faglitteratur >> Faglitteratur
Om det skyldes, at det pludselig var en hyggelig adspredelse fra hjemmekontorets trivia at rydde op, smide ud og sætte til salg under corona, kan vi kun gisne om, men sikkert er det, at hver tredje dansker gik i gang med den helt store oprydning under nedlukningen. Måske var du en af de 28 procent, der endda fik sorteret bogsamlingen og sat de upopulære studiebøger til salg på DBA?
Godt nok bød 2022 ikke på nedlukninger, men det stoppede ikke danskerne fra at sætte sager i systemer. På DBA blev der sat 210.175 fagbøger til salg gennem året, hvilket er 7.216 flere end i 2021.
Skal du have din grundviden gennemgået og opdateret de små grå med historiebøger, kunstleksika eller kogebøger, er der en verden af viden, der venter på DBA.
Til børn >> Legetøj og spil >> Andet legetøj
Kan du huske, hvornår du sidst snublede over en togbane eller hørte lyden af en Lego-klods, der blev slugt af støvsugeren? Skal vi tro tallene, kunne noget tyde på, at det er meget længe siden, for børnekategorien ’Andet legetøj’ ligger på en fjerdeplads over de kategorier, der i 2022 blev oprettet flest annoncer i på DBA.
Intet mindre end 234.721 stykker legetøj blev sat til salg, og det må da efterlade børneværelserne i nogenlunde ryddelig orden, skulle man tro. Spørger man ungerne, er de helt sikkert enige i, at der efter organiseringen er blevet plads til ny underholdning. Især, når man tænker på, at kategorien også lå på en fjerdeplads sidste år. Her blev der oprettet 6.000 flere annoncer end i 2022, men det er vel egentlig også kun forventeligt med et lille dyk, når oprydningen mellem de upopulære sager har stået på i to år.
Skal hylderne fyldes op, finder du lige nu et stort udvalg på DBA, der både inkluderer udklædning, Lego, Playmobil, puslespil, legetøjsdyr og alt hvad børnehjertet ellers kan begære.
Hobby >> Samlinger >> Diverse samlinger og objekter
Til boligen >> Glas, porcelæn og bestik
Glas, porcelæn og bestik er ikke til at slå af andenpladsen over upopulære sager, for lige som i 2021 lander kategorien solidt på denne placering med 439.935 nye annoncer. Det er imidlertid ikke den eneste rekord, kategorien kan prale med, for i 2021 blev der kun oprettet 333.392 annoncer med glas, porcelæn og bestik. Det betyder, at du har haft 106.543 flere annoncer at gå på opdagelse imellem i 2022.
Med mindre du er sælgeren bag samtlige annoncer, er der er altså ingen undskyldning for ikke at dække et flot bord med porcelæn, keramik eller fajance, når gæsterne inviteres på lørdagsmiddag. For er der ikke noget om, at en mands skrald eller en anden mands guld? Blot fordi naboen ikke længere er forelsket i sølvtøjet eller stentøjet fra fortiden, du jo godt have en anden mening om det ”upopulære” bestik.
Til boligen >> Andre møbler og tilbehør >> Diverse indretning
Har du fulgt udviklingen inden for denne top 10 i både 2021 og 2020, har du nok allerede gættet, hvem der indtager listens førsteplads. Endnu en gang er kategorien med ’Diverse indretning’ ”vinderen” med 490.295 annoncer.
Dykker du ned i, hvad du kan finde i kategorien, er det ikke en overraskelse, at den opdateres med så mange nye upopulære varer. Det er nemlig her, du finder alt fra puder til knagerækker, lysestager, tæpper og alt indimellem. Kategorien er nemlig en perfekt afspejling af, hvor mange trends der strømmer gennem tiden. Konstant popper nye indretningsidéer op i boligbladene, men så snart de skifter, skiller vi os af med sagerne.
Vil du derfor på jagt efter ting, der ikke længere er in? Så ved du, hvor du skal lede.
Kigger man på listen og sammenholder den med data fra året før, er der visse udsving:
Vi vil i mindre omfang end før af med ’sko og støvler’ til kvinder - Sko og støvler til kvinder er blevet mere populære det seneste år, kan vi konkludere ud fra listen. I hvert fald var der så mange i 2021, der satte brugt fodtøj til kvinder til salg, at skoene endte som den 5. mest upopulære vare. I 2022 er sko og støvle-kategorien kun den 6. mest upopulære genstand i de danske hjem, siger Julie Schoen, DBAs talsperson.
Vi vil i større omfang end før af med faglitteratur En anden tendens, når man sammenligner de to lister, er, at ’faglitteratur’ i 2021 var på en 7. plads, men i 2022 blev der oprettet så mange nye annoncer i kategorien, at de faglitterære bøger er at finde på en 5. plads. Altså er danskerne på et år blevet mere ivrige for at komme af med deres bøger.
Vi vil i mindre omfang end før af med ’Bluser, toppe og trøjer’ til kvinder Bluser, toppe og trøjer til kvinder har danskerne dog ikke så travlt med at få afsat som tidligere, for i 2022 blev der kun sat så mange til salg af disse beklædningsgenstande, at de nåede listens 7. plads. I 2021 blev der sat flere til salg af bluser, toppe og trøjer til kvinder – i hvert fald indtog kategorien dengang en 6. plads over de mest upopulære varer.
Vi vil i større omfang end før af med vores Lego, men mindre omfang en før af med DVD’erne Lego er ny på listen, eftersom den ikke var at finde i top 10, sidste år hvor man også lavede en liste magen til. Derimod er DVD-film og Blu-ray forsvundet fra listen. De mange filmklassikere havde danskerne ellers i 2021 så travlt med at få afsat, at disse varer indtog listens 10. plads.
- Det undrer mig, at vi sætter så meget Lego til salg på DBA, for samtidig kan vi se, at Lego er en rigtig attraktiv brugtvare på DBA. Danskerne søger hvert år så meget på ’Lego’ på DBA, at det klodsede legetøj ender inden for top 5 på vores søgeordslister. I 2022 var Lego det tredje mest anvendte søgeord på DBA, fortæller Julie Schoen.
Vi vil i større omfang end før af med køkkenudstyret Køkkenudstyr og -maskiner er vi blevet lidt mindre villige til at beholde hjemme, eftersom kategorien er gået fra at være på 2021-listens 10. plads, mens maskinerne i 2022 var så upopulære, at kategorien kravlede ned på en 9. plads på denne populær-liste.
Danskerne er lige så vilde med at sætte ting til salg, som der er med at købe, men hvad lurer vi egentlig på, når vi bevæger os ud på brugtvaremarkedet? Det får du svar på i denne artikel, der giver dig god viden om danskernes brugtvarevaner.
Kan du sælge sand i Sahara eller måske bare gamle sager på DBA? Det er ikke altid lige let at skrue en salgsannonce sammen, men der er hjælp at hente i denne artikel. Har du brug for flere fifs, får du serveret 8 råd i videoen herunder, så dine salg bliver boostet på bedste vis.