Den er lang, den er slank og så er den et behageligt selskab og en praktisk ting at have i hjemmet.
Nej, jeg mener ikke om en kæreste eller en ægtefælle! Det er bare en seng :)
Men de er smukke, og de kan være et ret flot alternativ til en sofa, synes jeg - jeg taler naturligvis om en daybed.
De fleste jeg har fundet på DBA er i teak - og de er som oftest uden madras eller hynder - og det er fedt hvis man går med de tanker og ideer om at sætte sit eget præg på dem. Da de oftest har en del år på bagen, så er det også en oplagt mulighed for at få dem ombetrukket, og på den måde få den præcis som man gerne vil have den.
Jeg synes det er en oplagt kandidat til at erstatte en almindelig sofa, og jeg drømmer også om at få ryddet det ene værelse i lejligheden, der lige nu mest består af flyttekasser (med ting man aldrig bruger) og lave et hyggeligt gæsteværelse, når nu vi så ofte har overnattende gæster.
Årsagen til at jeg leder efter en nu, selvom jeg allerede ejer en gammel Wegner-sag, er at fjedrene desværre er ret gamle. Man kan tydeligt mærke dem når man sidder i den. Så den er ikke rar at sove i, men fungerer ganske glimrende som sofa, når vi om aftenen sidder og læser i den ene bog efter den anden inden Alfred skal i seng. Så jeg leder!
Man skal være hurtig, hvis man vil have fingrene i de gamle originale udgaver, og jeg følger med inde på DBA ugentligt, for at se om den helt rigtige mon snart dukker op. Indtil da, så beundrer jeg blot den smukke Wegner, som Marie har fået fingrene i derinde <3
Er den ikke flot?