Fædrene æde druer, Gustav Wied , genre: roman

Fædrene æde druer, Gustav Wied , genre: roman

Med kanondramaet "Dansemus. Et Satyrspil" (1905), der er uden sidestykke i dansk dramatik, forløser Gustav Wied en ny stil i pagt med tiden. Dramaet er en symbolistisk allegori i sin form. Her er det forbi med den grå naturalistiske problemdebatterende scene. Med "Dansemus" eksploderer naturalismen stilhistorisk i tusinde stumper og stykker. En tilsvarende udvikling finder sted hos naturalisten - og forbilledet - August Strindberg, der med de symbolistiske skuespil "Dödsdansen" (1901) og "Ett Drömspel" (1902) foretager det endelige brud med den ibsenske teaternaturalisme. Symbolismen bliver lanceret i Frankrig i 1886 af Jean Moréas. Herhjemme introduceret af Johannes Jørgensen med hans artikler i Børstidende om nye litterære tendenser i 1891, "Det nye Danmark", og i tidsskriftet "Taarnet" (1893-1994).
Ti år efter debuten - hvis vi ser bort fra pjecen - og det vil sige efter 5 novellesamlinger og 7 skuespil, udsender Gustav Wied i 1898 sin første roman, "Slægten", der skal blive optakten til hans frodige periode, som varer de følgende ti år og afsluttes med hans sidste hovedværk "Fædrene æde Druer -" i 1908. Herefter får den storproducerende ikke noget værk fra hånden, der holder niveau med de foregående, hverken på tryk eller scene. Til gengæld rummer hans store tiår med satyrspillene det mest fornyende i dansk dramatik, ligesom romanerne rager op som klassikere. Dengang og nu.
De udgør tematisk to rækker: Slægtsromanerne "Slægten" (1898) og "Fædrene æde Druer -" (1908) danner den ene række uden dog at være indbyrdes forbundet. Knagsted-romanerne danner den anden, der består af "Livsens Ondskab" (1899), "Knagsted" (1902) og "Pastor Sørensen og Co." (1913).