Billedgalleri
Den franske negergenerals Toussaint Louvertures levnet - J. D. Möinichen (Ovs.)
Til salg
1.000 kr.
Varebeskrivelse
Fulde titel: "Den franske negergenerals Toussaint Louvertures Levnet" oversat fra den engelske udgave af Louis Dubrocas bog: "The life of Toussaint Louverture, chief of the French rebels in St. Domingo: to which are added, interesting notes respecting several persons who have acted distinguished parts in St. Domingo":
1. udgave og 1. oplag:
Flot stand (bogen er fra 1802): Indbundet i halvlæder og kartonnage - navn på friblad - 85 sider - trykt på vandmærket kvalitetspapir - 10,5x17,5 cm - K. Andersens Forlag hos J. R. Thiles Forlag 1802.
Prisen er fast.
Beskrivelse:
"I august 1791 brød et oprør ud blandt de slavegjorte arbejdere i Frankrigs vigtigste koloni, Saint-Domingue. Oprøret startede som koordinerede afbrændinger af Marquis de Gallifets nordligt beliggende plantager, men snart blev det klart, at oprørerne var bedre organiseret og mere ambitiøse, end slavegjorte før havde været i deres modstandshandlinger. Oprøret udviklede sig til en revolution, og i centrum for begivenhederne stod den nærmest mytologiske skikkelse, Toussaint L’ouverture. Med en henvisning til slaven, der gjorde oprør mod Romerriget, er L’ouverture gået over i historiebøgerne som den sorte Spartacus.
Da Napoleon Bonaparte i 1799 overtog magten i Frankrig, sluttede Den franske revolution endegyldigt. Som led i sine drømme om at opbygge et globalt imperium genindførte Napoleon i 1802 slaveriet, som ellers var blevet afskaffet af den jacobinske regering i 1794. Det var kun naturligt for ham også at ville genetablere kontrollen over ”Antillernes perle”, som den oprørske koloni Saint-Domingue var blevet kaldt igennem 1700-tallet. Under sin svoger general Leclercs lederskab sendte han derfor en flåde bestående af 30.000 soldater til Caribien i december 1801. Missionen var klar: slå oprørerne ned og bringe kolonien tilbage til den profitable fortid. De haitianske revolutionære havde imidlertid ingen planer om igen at lade sig underlægge fransk styre, og i spidsen for dem stod den energiske, karismatiske og i tiltagende grad megalomane Toussaint L’ouverture.
Den umiddelbare baggrund for Napoleons frustrationer var, at Toussaint L’ouverture i sommeren 1801 havde sendt ham en nyskrevet forfatning for Saint-Domingue. I forfatningens artikel 3 stod der: ”Der kan ikke eksistere slaver på dette territorium, trældom er her afskaffet for altid.” Den artikel stred imod Napoleons planer, og at koloniens befolkning overhovedet kunne finde på at skrive en forfatning, var et klart signal om, at de var på vej til at løsrive sig fra Frankrig. Når L’ouverture i sit følgebrev til Napoleon skrev, at han så frem til at modtage hans ”godkendelse og sanktionering” af forfatningen, var det, ligesom når han gav udtryk for sin ”dybfølte respekt”, rent spil for galleriet. Saint-Domingue var på vej mod selvstændighed, og Toussaint L’ouverture gjorde intet forsøg på at skjule det. Den dag i dag fejres L’ouverture som landsfader i Haiti. Men hvem var han, denne mystiske figur? Hvad havde givet ham modet til at løsrive en koloni og til at skrive en forfatning og endda sende den til selveste Napoleon? Og hvordan skulle det gå, når Leclercs 30.000 tropper ankom til Caribien?
Mange detaljer om Toussaint L’ouvertures handlinger og skiftende politiske ideer ligger hen i det uvisse. Det gør de, fordi han livet igennem yndede at omgærde sig med mystik. Faktisk mener nogen, at han besad magiske kræfter, og en af hans politiske modstandere skrev om ham, at han var ”en mand, som så at sige formåede at gøre sig usynlig, der hvor han var, og synlig, der hvor han ikke var; han synes at have lånt sin bevægelsesspontanitet fra tigeren.” Nye arkivfund tyder på, at L’ouverture allerede fra en tidlig alder begyndte at opbygge det netværk og den mystiske aura, han senere skulle trække på som revolutionær.
Toussaint blev født på sukkerplantagen Bréda, sandsynligvis på Allehelgensdag i 1743. På fransk betyder tous-saint alle helgener, og efter kolonial skik blev han derfor navngivet Toussaint af Bréda. Først i revolutionsårene tog han navnet L’ouverture, som betyder åbning på fransk. Begge hans forældre stammede fra Guineabugten i Vestafrika og var slavegjorte arbejdere på Bréda-plantagen. Toussaints mor tilhørte Ajafolket, mens hans far stammede fra en af Alladafolkets aristokratiske familier. I sin barndom praktiserede Toussaint voodoo og talte sproget fon, som i dag anvendes af omkring to millioner mennesker, primært i Benin.
Der var en enormt høj dødsrate blandt børn født på plantager i Saint-Domingue i 1700-tallet, og på Bréda-plantagen var det kun hvert tredje barn, der nåede voksenalderen. Toussaint overlevede som bekendt, men han var så lille og svagelig af vækst, at hans forældre frygtede for hans liv. Ifølge en historiker fra midten af 1800-tallet havde den 12-årige Toussaint imidlertid trænet sin krop i en grad, så han kunne løbe hurtigere, klatre bedre og ride vildere heste end nogen andre børn på plantagen. Det er umuligt at vurdere sandfærdigheden af sådan et udsagn, men det harmonerer alt andet lige med de senere vidnesbyrd om Toussaints utrolige udholdenhed og overlegne evner som rytter. Var der behov for hans tilstedeværelse, foretog han gerne lange natlige ridt gennem det bjergrige landskab, og vidner fortalte igen og igen om hans evne til at dukke op ud af intet og til at forsvinde igen lige så pludseligt.
Bréda-plantagen lå i den nordlige del af Saint-Domingue, nær den store havne- og handelsby Cap-Français, som i dag hedder Cap-Haitïen. Toussaint levede et, i sammenligning med de fleste slavegjorte arbejdere, forholdsvis privilegeret voksenliv på Bréda-plantagen. Fordi han var født på plantagen, fordi hans far stammede fra en højstatusfamilie og fordi han var både intelligent og arbejdsom, udnævnte plantagens advokat og daglige leder, Antoine-François Bayon de Libertat, hurtigt Toussaint til kusk på plantagen. Det friholdte ham fra arbejdet i markerne, og det gav ham en betragtelig mobilitet, idet han skulle løse forskellige opgaver for Bayon de Libertat i hele kolonien.
Meget tyder på, at Toussaint allerede i 1776, længe inden revolutionens udbrud, blev en fri mand, og det antydede han da også selv i et brev fra 1797. Heri skrev han: ”[D]en dydige Bayon de Libertat […] fjernede slaveriets åg fra mine skuldre […] for tyve år siden.” Videre synes det sandsynligt, at Toussaint personligt ejede en slavegjort, ligesom han fra 1779 til 1781 lejede og drev en kaffeplantage, hvortil hørte tretten slavegjorte arbejdere. Flere af de personer, som sidenhen skulle blive fremtrædende figurer i revolutionen – Jean-François Papillon, Jeannot Bullet og Sans-Souci –, havde Toussaint allerede kontakt med i denne tidlige periode af sit liv. Og ikke nok med det. Selveste Jean-Jacques Dessalines, den senere general og første politiske leder af det selvstændige Haiti, var sandsynligvis blandt de tretten slavegjorte, som arbejdede på L’ouvertures kaffeplantage.
De overrumplende personlige forbindelser kan man anskue som et utroligt, historisk sammentræf, men man kan også drage i hvert fald to konklusioner. For det første var Den haitianske revolution, alle dens utrolige og tilsyneladende kaotiske begivenheder til trods, ikke alene et udtryk for tilfældighedernes spil. Blandt dens mest fremtrædende figurer var en gruppe personer, som havde kendt hinanden i årtier, og som derfor havde fælles erfaringer at handle ud fra og formentligt også fælles mål at styre efter. For det andet kan vi bedre forstå nogle af dynamikkerne mellem de fremtidige revolutionære ledere. Når Toussaint konsekvent undlod at beskrive sit liv før revolutionen, hang det næppe kun sammen med et ønske om at opbygge en myte om sig selv, men også med et strategisk valg om ikke at lede opmærksomheden hen på sin relativt privilegerede fortid. Toussaint havde ikke taget del i det grusomme markarbejde, sådan som de andre revolutionære havde, og i manges øjne ville det diskvalificere ham som politisk leder.
Fra plantageafbrændinger til slaveriets ophævelse:
I den koloniale periode var øen Hispaniola delt mellem to kolonier. Mod vest lå den franske koloni Saint-Domingue og mod øst den spanske koloni Santo Domingo. Santo Domingo var størst af de to, men blev aldrig udviklet og opdyrket til landbrug i nært samme omfang, som den franske koloni mod vest. Historikere har til gengæld kaldt Saint-Domingue en ”plantagemaskine” for at betone den landbrugsindustrielle systematik og kapitalistiske intensitet, som de franske kolonialister udviste. I anden halvdel af sekstenhundredetallet og begyndelsen af syttenhundredetallet blev der dyrket kaffe, tobak, mahogni og farvestoffet indigo i kolonien, men i takt med at den globale efterspørgsel på sukker voksede til astronomiske højder, lagde man i syttenhundredetallet produktionen om, så Saint-Domingue i en periode var verdens største sukkerproducent. Sukkerproduktionen var fysisk krævende og farlig af en række årsager: der var giftslanger i markerne, arbejdet foregik i ekstreme temperaturer, forarbejdningen af sukkerrør krævede store stenkværne, som var farlige at betjene og endelig var opkoget af sukkermassen årsag til adskillige forbrændingsulykker.
Det var i August måned, hvor sukkerrørene var klar til at blive høstet, at afbrændingerne af Marquis de Gallifets plantager fandt sted. På det tidspunkt bestod koloniens befolkning af ca. 500.000 slavegjorte, 32.000 hvide kolonialister og 24.000 frie farvede. Som navnet antyder, var de frie farvede en kategori af personer, som ikke var slavegjorte, men som heller ikke var hvide og derfor ikke havde de hvides politiske og sociale rettigheder. Tilsyneladende var plantageafbrændingerne blevet planlagt i detaljer ved den hemmelige Bois Caïman ceremoni. Vidner har berettet om natlige lyde af trommer, råb og dans, og ifølge mundtligt overleverede fortællinger blev der slagtet både grise og haner om natten, drukket blod og gennemført voodoo-ritualer. Store internationale filmsuccesser som eksempelvis James Bond-filmen Live and Let Die (1973) har igennem det tyvende århundrede katapulteret eksotiske og ofte både voldelige og seksuelle fantasier om voodoo, som ikke har meget med virkeligheden at gøre. Allerede under Den haitianske revolution var hvide kolonialister dog nervøse for de slavegjortes religiøse praksisser. Ikke alene var de fremmedartede, men de indebar også i flere tilfælde en viden om blandt andet naturmedicin, som man frygtede kunne bruges til at forgifte franske plantageejere. I det hele taget gav koloniens ulige befolkningssammensætning kolonisterne anledning til i hvert fald periodisk nervøsitet for at blive overløbet.
Toussaints militære bedrifter skyldes naturligvis ikke alene hans egne handlinger, men nok så meget hans evne til at kommandere sine tropper – og troppernes evne til at følge anvisningerne. Mens L’ouvertures styrker i mange tilfælde var dårligere udrustet end deres engelske modstandere, så havde de et lokalkendskab, og en evne til at færdes i terrænet, som de formåede at gøre til en fordel. De fangede deres modstandere i baghold, stjal deres militære udstyr, anvendte camouflage og fingerede overgivelser, hvorefter de overfaldt de overraskede modstandere. En engelsk løjtnant beskrev, hvordan han og hans mænd var blevet forstyrret af skud ved ellevetiden om aftenen, hvorefter de havde måttet sende rekognosceringspatruljer ud i tropenatten. Da de efter lang tids forgæves eftersøgning var vendt tilbage til lejren og endelig var faldet i søvn, gentog forløbet sig klokken fire om natten, hvorefter alt håb om søvn måtte opgives. Løjtnanten fik senere at vide, at flere andre britiske positioner var blevet udsat for tilsvarende natlige chikaneangreb. De forskellige guerillateknikker gav L’ouverture og hans mænd anseelige taktiske fordele, men de var udviklet af nødvendighed. L’ouverture skrev fortløbende breve til sin franske overordnede, General Laveaux, og i dem beklagede han rutinemæssigt sine soldaters mangelfulde udrustning. Ikke alene manglede de ammunition, mad og våben. Deres heste manglede også sadler, ligesom soldaterne selv manglende tøj. De var med L’ouvertures ord så ”nøgne som jordorm”. Den manglende påklædning til trods angreb oprørshæren på et tidspunkt et fort, som briterne havde indtaget. Da deres medbragte stiger var for korte, stod mændene på hinandens skuldre i en halv time og agerede menneskelige stiger, imens de blev udsat for massiv beskydning. Trods store tab lykkedes det dem at indtage fortet, og de skulle anvende samme stigeteknik ved flere andre lejligheder".
Thieles Bogtrykkeris videre historie:
"I hans sidste svage år forestodes bogtrykkeriet af sønnen Hans Henrik Thiele (født 22. juli 1787 død 12. april 1839), der var blevet student 1806 og ville have studeret videre, men nu blev bogtrykker, og det endda under små, trykkede forhold. Des større ros fortjener det derfor, at han gjorde det Thieleske Bogtrykkeri til et bogtrykkeri, der arbejdede med omhu og smag. Mærkes kan det bl.a., at da de gængse typer fra de tyske skriftstøberier ikke tilfredsstillede ham, knyttede han forbindelser i Frankrig.
Han var ogsaa en mand med litterære interesser. Han forlagde en del betydelige bøger, og på Johan Christian Riises populærvidenskabelige tidsskrift Arkiv for Historie og Geografi havde han mere end forlæggerindflydelse. 4. maj 1821 ægtede han Anne Marie Andersen (født 31. august 1785 død 3. november 1860), datter af husmand i Høsterkøb Niels Andersen.
Ved hans forholdsvis tidlige død var hans 2 sønner, Johan Rudolf Just Felix Thiele (født 5. oktober 1823) og Andreas Jeppe Smith Thiele (født 18. august 1825), ikke fuldt 16 og 14 år. Der kom nu en ny nedgangsperiode over bogtrykkeriet, der delvis forestodes af en farbroder, etatsråd F. W. Thiele. Sønnerne oplærtes begge i typografien, og fra 1844 fik de deres videre uddannelse i F.A. Brockhaus' store bogtrykkeri i Leipzig, Just Thiele særlig som Trykker.
Da de 1846 kom hjem efter også at have besøgt Prag og Wien, beskæftigedes der kun 4 à 5 personer i bogtrykkeriet. Men nu kom der lidt efter lidt fart i det. 1849 anskaffedes den første hurtigpresse, der senere har fået saa mange efterfølgere, og 1854 fik det voksende etablissement, som brødrene overtog i 1853, dampkraft. Deres solide dygtighed skaffede kunder og heriblandt både Privatbanken, Nationalbanken og staten.
Fra 1851 trykkede de de danske frimærker, fra 1861 de danske stempelmærker osv., hvad der medførte, at de fik maskiner til både galvanoplastik og guillochering ligesom nummererings-, præge- og udhugningsmaskiner. Men frem for alt skal det nævnes, at de gik i spidsen med at levere smukt trykte illustrationsværker.
Der kan peges på en række større videnskabelige arbejder, særlig af arkæologisk og arkitektonisk indhold, til hvilke det Thieleske Navn er knyttet med den største ære. Men arbejdet sled, og det var efter en udmærket, men også ivrig og anstrengt virksomhed, at den ældste af brødrene, Just Thiele, 30. august 1876 afgik ved døden. 13. februar 1853 havde han ægtet Hanne Jacobine Scheel (født 17. marts 1821 død 7. maj 1896), datter af major Hans Jac. Scheel og Anna Rebecca Elisabeth f. Sandberg, og nu blev denne hans enke medejer, men bogtrykkeriets styrelse lå selvfølgelig hos den ugifte svoger Andreas Thiele, der stadig, til han 1901 trak sig tilbage, stod som det store etablissements dygtige leder, fra 1896 med den afdøde broders svigersøn S. Wedege ved sin side.
Trykkeriet ophørte først i 1937, efter en længere periode med nedgang, da trykkeriet havde forsømt at forny sin maskinpark og i lang tid havde kørt med underskud. Som følge af dette opsagde Postvæsenet samarbejdet, og trykkeriet mistede derved den værdifulde indtægtstkilde ved trykning af frimærker".
Brugerprofil
Du skal være logget ind for at se brugerprofiler og sende beskeder.
Log indAnnoncens metadata
Sidst redigeret: 30.5.2026 kl. 12:09 ・ Annonce-ID: 9723326
