Billedgalleri
Den stille have - Helge Rode 1870-1937
Til salg
200 kr.
Varebeskrivelse
1. udgave og 1. oplag:
Pæn stand (bogen er fra 1922 - dog er ryggens farve falmet - se foto 3.): Indbundet i grønt skind (helbind) - med grønt for- og bagsatspapir indsat - Baron Paul Düsart exlibris indsat - 119 sider - hilsen og navn på smudstitelblad (se foto 6.) - 15x20 cm - Gyldendalske Boghandel/Nordisk Forlag 1922.
Prisen er fast.
Beskrivelse af forfatteren:
"Helge Rode var gift med digteren Edith Rode, med hvem han fik fire børn, Asta, Gregers, Mikal og Ebbe. Ebbe blev en berømt skuespiller. Helge Rode var bidragyder og medarbejder ved bl.a. Politiken, Illustreret Tidende og Berlingske Tidende. Et udvalg af hans arbejder som kritiker blev udgivet i 1923 under titlen Regenerationen i vort Aandsliv.
I Helge Rodes forfatterskab er skuespillet Moderen med digte som Min pige er så lys som rav og Som en rejselysten flåde med musik af Carl Nielsen, samt Du gav os de blomster, som lyste imod os med melodi af Otto Mortensen. De findes i Højskolesangbogen og sidstnævnte i Kulturkanonen. I 1896 skrev han digtet "Der er ingenting i verden så stille som sne", der er sat i musik af både Thomas Laub og Povl Hamburger.
Niels Birger Wamberg har skrevet og fortalt levende om Rode".
Helge Rodes digtning klinger lyrisk ud i to digtsamlinger Den stille Have, 1922 og Den vilde Rose, 1931. De er meget sammensatte og vidner bl.a. om hans artistiske evne til retorisk, dekorativt virkende sprogkunst i lejlighedsdigtning. Rodes kritiske og dramatiske produktion er blegnet for hans lyrik. Han havde imidlertid en sikker og i polemik myndig og munter sans for at bedømme kunst og ideer; hans fortrin i denne henseende hænger sammen med at han hævdede den subjektive tænkemådes frihed over for fagvidenskaberne. Hans menneskekundskab var dyb og skarp og i stand til at forme en scenisk virkningsfuld dialog. Hans ungdomsdramer svækkes af lyrik, men i sine senere skuespil forstod han at forme ret klare skikkelser. Det varigt værdifulde er hans lyriske udtryk for almene livsstemninger, primitiv sjælfuldhed, betagelse af den fundamentale virkelighed: fødsel og død, jubel, gråd, samhørighed, ensomhed og undren. Et grundtræk i hans lyrik er, at den forbinder lejlighedsdigtning med hans mystiske indre livs poesi. Mange af hans betydeligste digte har ydre foranledninger eller er skrevet til venners og fremragende personligheders mærkedage. Hans minde- og hyldestdigte er i flere tilfælde personlige bekendelser eller er værdifulde ved festlig skønhed i sproget og virker ofte meget suggestivt.
Naturfølelsen i hans poesi er ikke sensuelt bestemt, naturen skildres sjældent for dens egen skyld, men næsten altid fantasifuldt besjælet af digterens stemning eller gjort åndig af hans tankeliv. Skønt man ikke skulle vente det i betragtning af hans lyriks karakter, er adskillige af hans digte nået ud i folket. Hele hans produktion bæres af "det Kapitel af mit Liv", som er hans ungdomsoplevelse i Valdres 1891. Den er beslægtet med de intuitive gennembrud hos romantikkens personligheder. Han følte, at den stillede ham i modsætning til hans samtid. Blandt tidens førende ånder følte han sig bestemt af Ibsen og navnlig F. W. Nietzsche, af ældre danske digtere følte han sig især knyttet til Holger Drachmann.
Motivet til baronens exlibris er nok Stenhusets dysse på Mols:
"I det bølgede Mols-landskab, på nordsiden af vejen mellem Torup og Strands, ligger en af de mange velbevarede storstensgrave som findes på Djursland. Den er ikke udgravet, og der kendes ingen fund fra den, så afgravningen, som har frilagt det smukke dyssekammer fra den forseglende gravhøj der oprindeligt omgav kammeret, er sikkert sket for mange år siden. Stenhuset er en af mange fine dysser på Djursland.
En afmærket trampesti leder fra asfaltvejen frem til højen, hvorfra der er en smuk udsigt over det omgivende landskab og hav. Dyssekammeret er af den sene, såkaldte polygonale - dvs. mangekantede - type, som er den yngste dyssetype blandt bondestenalderens mange gravformer.
Mod øst markerer et mellemrum mellem to af dyssens 5 bæresten gangåbningen til den ligeledes stensatte kammergang, hvoraf 4 bæresten stadig står på deres oprindelige plads.
Dækstenen over gangen mangler, men på gravkammeret ligger den stadig. På toppen af dækstenen ses omkring 5 små cirkelrunde fordybninger. Det er kultiske skåltegn som sædvanligvis er blevet tilføjet i bronzealderen.
Fra kammergangen er der bevaret 4 bæresten. Her set fra oven fra toppen af dyssens dæksten.
Man kan sagtens kravle ind i gravkammeret, og kommer der en regnbyge er der fint læ herinde. Mellemrummene mellem både gangens og gravkammerets bæresten har oprindeligt været helt lukket med flade opmurede stenfliser i en såkaldt ”tørmur”. Herved blev gravkammeret fuldstændigt forseglet, og man undgik at jord skred ind i kammeret.
Mod syd er en betagende udsigt over Begtrup Vig.
Uden tørmuren og den omgivende høj får man til gengæld i dag en fin fornemmelse af, hvorledes den 8-10 tons tunge dæksten balancere på kammerets bæresten. Det er ikke underligt, at man tidligere troede, at kun kæmper med overnaturlige kræfter kunne bygge sådanne monumenter, og at der gennem tiden opstod mange sagn og fortællinger om gravhøjenes og dyssernes beboere. Den store dæksten på dyssen har flere indhuggede skålgruber fra bronzealderen. En ting adskiller dog ”Stenhus-dyssen” fra de fleste andre. Dyssekammeret står nærmest på højen, hvorimod de fleste andre er anlagt på mere eller mindre flad mark, hvorover den omsluttende høj blev bygget. Hvis man flugter den nuværende profil af jordhøjen ind over dyssekammeret, vil det ikke dække kammeret helt, så måske har i al fald en del af dækstenen også været synlig allerede da Tragtbægerkulturens første bønder opførte den i bondestenalderen for lidt over 5.000 år siden".
Brugerprofil
Du skal være logget ind for at se brugerprofiler og sende beskeder.
Log indAnnoncens metadata
Sidst redigeret: 28.3.2026 kl. 13:20 ・ Annonce-ID: 9185505
