Billedgalleri
Tjørn sølvbestik, Jens Quistgaard, Dansk Designs
Til salg
900 kr.
Varebeskrivelse
Stand: Brugt - men i god stand
Bestikket Tjørn (Tjorn) blev designet af Jens Harald Quistgaard for Dansk Designs i de sene 1950ere, og fra 1959 produceret på Danske Guldsmedes Sølvvarefabrik i Slagelse (Slagelse Sølv A/S). Primært tiltænkt det amerikanske marked blev Tjørn kun fremstillet i sterlingsølv, og har designligheder med stålbestikket Odin lanceret året før, samt det samtidige og nu temmelig sjældne og dyre bestik, Toke, der kombinerer stål med bambusskafter.
Teskeer, fire styk i original æske, kr. 2400
Iste-ske, kr. 1400
Spiseske, kr. 900
Middagsgaffel, kr. 900
Middagskniv, kr. 1000
Smørkniv, kr. 1200
Ingen af delene har graveringer. Leveres maskinpoleret til glans 9 med Menzerna vokse.
Afhentes på Østerbro nær Trianglen.
______
For den videbegærlige samler skriver Stig Guldberg i sin varmt anbefalelsesværdige monografi Jens Quistgaard The Sculpting Designer (280 sider, Phaidon Press, 2023) på side 212 (min oversættelse):
Tjørn er Quistgaards eneste bestiksæt udført i sterlingsølv såvel som Dansks eneste sølvsæt. Opgaven bestod i at bruge materialet på den mest økonomiske måde, og ifølge Quistgaard blev han bedt om at bruge så lidt sølv som muligt uden at forringe bestikkets brugbarhed. Det slanke, tynde bestik adskilte sig fra de tungere tykkelser, der karakteriserede traditionelt sølvtøj, og et nyt brud kunne også mærkes i fraværet af ornamentik. Den glatte og ornament-fri æstetik i Tjørn lå langt fra dets dobbelt-riflede og dekorerede forgængere.
Sættet udmærkede sig også ved sit antal af dele. Hvor et traditionelt sølvsæt let kunne bestå af hundredvis af enkeltdele - Quistgaards eget Champagne nåede op på halvfjerds - afspejlede Tjørn prisen på sølv og tidens ånd: bevægelsen mod en enklere, mere moderne og afslappet livsstil. Da bestiksæt i rustfrit stål og opvaskemaskiner gjorde deres indtog, blev sølvtøj som statussymbol og romantisk samlerobjekt udfaset. På tærsklen til et nyt årti, der ville se fremkomsten af hippiekulturen samt et oprør mod materialisme, autoriteter og forældede sociale normer, fremstod Tjørn som en udfordrer og et mere overskueligt alternativ, både hvad angår pris og den obligatoriske pudsning og opvask.
Bestikket udstråler betydelig elegance samt den tøjlesløse trang til at skabe former, som er en vigtig del af Quistgaards mesterskab. Kniven er karakteristisk tveægget med en form, der leder tankerne hen på årerne fra vikingernes langskibe. Klingen har en stump spids, er skåret lige af for enden, med et konkav-konvekst forløb, der uhindret passerer gennem den umærkelige overgang fra klinge til skaft, strømlinet og indsnævrende mod enden af skaftet. Hvis man drejer klingen 180 grader, vender skaftet tredimensionelt og følger nu et flydende forløb i den modsatte retning væk fra den bredeste del af den afrundede ende mod klingens skarpe kant.
I modstrid med traditionen er overgangen fra skaft til klinge helt glat, kun synlig i form af en kurve, der viser, hvor de to metaller mødes. Dette repræsenterer en original løsning på et problem, som Quistgaard længe havde været optaget af, nemlig vanskeligheden ved at skabe en overgang, der er både æstetisk og hygiejnisk tilfredsstillende. Løsningen blev opnået ved hjælp af en samlemetode "opfundet" af Quistgaard selv efter mange forsøg. Dette indebar, at klingens skaft, udstyret med modhager, blev hamret ind i sølvskaftet med stor kraft - en metode, der sikrede en hermetisk samling, men som også var yderst risikabel. Da processen resulterede i mange knækkede klinger og et ekstremt højt antal fejlproduktioner, var fremstillingen af knivene knap nok rentabel. Det er næppe tilfældigt, at Tjørn, i modsætning til mange andre Quistgaard-designs, aldrig er blevet kopieret.
Det vellykkede resultat gav dog bestikket et skær af æstetisk avantgarde, understreget af knivens tredimensionelle form, serveringsskeernes trekantede laf og de øvrige deles skulpturelle og iøjnefaldende udseende. Det radikalt modernistiske element fik endda Dansk Designs til at advare købere mod at købe bestikket uden først at have set ordentligt på det selv. Som det fremgår af en annonce, var det aldrig tænkt at appellere til den almindelige kundes smag: "Tjorn silver, probably closest to designer Jens Quistgaard's heart. It is impossible to photograph decently. Do see it before you choose your silver. But we warn you; it is beautiful but radical. You will either love it or hate it." Tjørn viser, at Quistgaard ikke opportunistisk forsøgte at ramme den harmoniske, nedtonede og "fornuftige" form for at undgå at gøre folk vrede; men tro mod sig selv stræbte han efter udtryksfuldhed og særpræg.
Samtidig med at de enkelte dele forenes i kraft af deres fælles formtema, giver den tredimensionelle karakter og de frie linjer deres karakteristiske design et individuelt præg og en fornemmelse af at have deres eget liv. Den ultraspinkle iste-ske, for eksempel, hvis aflange laf flyder sømløst over i skaftet, danner en kontrast til den bredhovedede kartoffelske, hvor laffets fordybning er tydeligt markeret ved skaftets rod. Hvor mange bestiksæt fra perioden var præget af en bestræbelse på at minimere forskelle mellem de enkelte dele, gik Quistgaard den modsatte vej.
Han understregede, at design ikke kun var et spørgsmål om skulpturel æstetik. Det skulle også tjene et funktionelt formål. Hvis kniven i Tjørn-bestikket med sit kantede skaft kan udfordre brugeren, er sukkerskeen derimod et smukt eksempel på foreningen af form og funktion. Overgangen fra skaftet til det trekantede laf er en frit flydende bevægelse, der indrammer laffets fordybning. Her hjælper den opadbuende ende med at øse op på skeen, mens strøfunktionen kan udføres over et af hjørnerne. Her illustrerer mulighederne, ligesom den tveæggede kniv, at Quistgaard i sine designs også tog hensyn til venstrehåndede.
Tjørn blev fremstillet i Danmark indtil 1968. Ligesom Fjord og Kongo var dette bestik med på den store udstilling The Arts of Denmark i New York 1960-61, hvor det blev købt af Metropolitan Museum of Art til dets permanente samling. Ved den internationale bestikkonkurrence Der goldene Löffel (Den Gyldne Ske) i München 1962 blev Tjørn tildelt førsteprisen.
Tjørn er også repræsenteret på Designmuseum Danmark, København.
Brugerprofil
Du skal være logget ind for at se brugerprofiler og sende beskeder.
Log indAnnoncens metadata
Sidst redigeret: 23.12.2025 kl. 22:18 ・ Annonce-ID: 16967457