Billedgalleri
PINOCCHIO
Til salg
Fragt fra 29,99 kr. + Tryg betaling 12 kr.
Tryg handel med Fiks færdig
Fiks færdig er DBA's nye betalings- og fragttjeneste. Efter levering har du 24 timer til at kontrollere varen, før pengene udbetales til sælgeren.
Varebeskrivelse
Walt Disney Klassikere Nr. 2. Restaureret og digital omarbejdet for bedre lyd- og billedkvalitet.
Instruktører: Norman Ferguson, T. Hee, Wilfred Jackson, Jack Kinney, Hamilton Luske, Bill Roberts og Ben Sharpsteen.
Tegnefilm/Eventyr/Komedie/Familiefilm/Musical. Fra 1940. Med ekstra materiale.
Beskrivelse:
Selv om det er 85 år siden, at der var gallapremiere i Hollywood på Walt Disneys Pinocchio, er filmen forblevet et af tegnefilmkunstens højdepunkter.
I mere end seks generationer har denne enestående klassiske tegnefilm både underholdt og fortryllet biografgængere i alle aldre og ført dem til fantasiens verden, hvor dukker bliver levende, fårekyllingen taler og – under de rette omstændigheder – drømme bliver til virkelighed.
Historien om den lille trædukke er skrevet helt tilbage i 1882 af den italienske journalist C. Lorenzini. Han manglede penge til en spillegæld, og under pseudonymet Carlo Collodi forfattede han eventyrserien Le Aventure di Pinocchio, som han solgte til et børne-blad.
Da eventyret mange år senere blev bearbejdet af syv af Disneys dygtigste manuskriptforfattere, prøvede Carlo Collodis italienske nevø gennem The Italien Ministry of Popular Culture at anlægge sag mod Disney for at have gjort Pinocchio til en amerikansk dreng. Der kom dog intet ud af det.
Eventyret om Pinocchio er en tidløs fortælling om den rare gamle billedskærer Gepetto, hvis højeste ønske er, at hans lille trædukke, Pinocchio, var en rigtig levende dreng. Han ønsker det så inderligt, at en nat, mens han sover, kommer den blå fe og gør drømmen til virkelighed. Med sin magiske stav tryller hun liv i den lille trædukke.
Sammen med "samvittigheden", Jesper Fårekylling, skal Pinocchio nu lære at være god, ærlig og loyal. Først da vil feen forvandle ham til en rigtig dreng af kød og blod. Men vejen er lang, og fristelserne lurer på hvert et gadehjørne. Det er svært for den lille Pinocchio at holde sig på den rette vej, og en dag fortæller han en løgn. Men nu er det jo sådan, at når først man begynder at fortælle en løgn, så vokser... og vokser... og vokser den.
Men som i alle Disneys eventyr, så vinder det gode heldigvis altid over det onde. Så moralen er, at for at blive et menneske må man selv lære at være menneskelig.
At det blev historien om Pinocchio, der blev Walt Disneys anden store tegnede klassiske spillefilm, var oprindelig ikke planlagt. Allerede inden Walt Disney havde færdigproduceret sin første tegnefilm Snow White and the Seven Dwarfs (1937) – og inden han vidste, om den overhovedet blev en succes – var han allerede i gang med næste udfordring, som skulle være eventyret om Bambi. Men da der hen ad vejen opstod vanskeligheder mellem at fortælle historien og skildre dyrenes karakterer på en troværdig måde, blev produktionen sat lidt i stå. Først derefter valgte man eventyret om den lille trædukke Pinocchio, som så gik hen og blev Disneys anden store klassiske tegnede spillefilm.
Mens manuskriptforfatterne var gået i gang med at bearbejde selve historien, var et hold tegnere gået i gang med at finde ud af, hvorledes Pinocchio skulle se ud. Men månederne gik, og på et tidspunkt kasserede Disney fem måneders værdifuldt arbejde, fordi han ikke var tilfreds med hovedfigurens udseende. Så det tog faktisk 18 måneder – og med kraftig inspiration fra Walt selv – at finde frem til det rigtige design af figuren, før han var endelig tilfreds.
I alt arbejdede 750 forskellige kunstnere og 80 musikanter med at fremstille de over en million tegninger i 1500 forskellige farvetoner, der blev brugt til filmen. Og da filmen var færdig-produceret, var budgettet nået op på 2,5 millioner dollars, hvilket var mange, mange penge dengang. Så da Pinocchio havde premiere i USA den 7. februar 1940, var det blevet en film, der både kunstnerisk og teknisk lå på et så højt niveau, at filmen allerede dengang kunne leve fuldt og helt op til den høje standard, vi har i dag. Med de opfindsomme tegninger, utrolige detaljer, overdådige farver, banebrydende special effekter, iørefaldende musik og elskelige figurer regnes Walt Disneys klassiske eventyr om Pinocchio for en af milepælene i tegnefilmens historie.
Også musikken i Pinocchio er tidløs og noget af det fornemmeste, komponisten Paul J. Smith nogensinde har skrevet for Disney. Sangen When You Wish Upon a Star er gennem tiderne næsten gået hen og blevet en slags vartegn for Disney – og ikke mindst ved juletid. Den blev da også æret med hele to Oscars ved uddelingen i 1940 for Best Score og Best Song.
Paul J. Smith, der arbejdede for Walt Disney i årene 1934–1962, blev omtalt som en Disney-legende, da han døde i 1994. Foruden Pinocchio havde han da også været med til at skabe musikken i næsten alle de klassiske tegnefilm, der blev produceret i de 28 år, han arbejdede for Disney. F.eks. var han en af mændene bag musikken til Snow White and the Seven Dwarfs, Bambi, Cinderella, Song of the South, Saludos Amigos og The Three Caballeros, ligesom han leverede musikken til ca. 70 af Disneys populære tegnede kortfilm.
Los Angeles Times har kaldt Pinocchio for "den meste perfekte animerede spillefilm, Walt Disney nogensinde har produceret".
Med dansk tale og danske undertekster.
Brugerprofil
Du skal være logget ind for at se brugerprofiler og sende beskeder.
Log indAnnoncens metadata
Sidst redigeret: 14.10.2025 kl. 21:06 ・ Annonce-ID: 14953065