Billedgalleri
ITT TL 250 Compact. Unik dansk vintage - helt som nye!
Varebeskrivelse
Stand: Som ny - ingen synlige brugsspor
Et smukt og vellydende stykke dansk højttaler-historie i topform:
Her får du et sæt vanvittigt velholdte, velspillende og meget sjældne små højttalere – TL 250 Compact - der i 70’erne blev udviklet og produceret i Danmark og solgt i hele Europa.
Baggrundshistorien var, at det verdensomspændende ITT dengang besluttede sig for at udvikle kvalitetshøjttalere, der lydmæssigt kunne konkurrere med verdens store højttalerproducenter. Og da Danmark allerede dengang var kendt for at producere højttalere og højttaler-enheder af meget høj kvalitet, besluttede virksomheden at udvikle og producere deres nye kvalitetshøjttalere her, så de etablerede en fabrik i Ballerup uden for København.
Her udviklede de en serie meget seriøse højttalere med Jørgen Schou og daværende produkt- og marketingchef Erik Hansen som hovedmænd.
Blandt de mest bemærkelsesværdige resultater var ITT TL 250 Compact (og dens ”storebror” TL 350), der var bundseriøse konstruktioner inden for reol/væghøjttalere med enhederne monteret i akustisk fase, effektiv afstivning af kabinetterne, danske Seas-enheder fra øverste hylde og en transmissionslinje-agtig konstruktion (deraf ”fornavnet” TL).
Kabinettet er super solidt og lyddødt, og det er rigtigt flot designet og fineret med egetræ, sort frontgitter af aluminium og blank alu-liste hele vejen rundt om fronten. Det er smukt og tidløst dansk møbelhåndværk!
Højttalerne er standardudstyret med vægophæng, men lyder lige så fantastisk på en hylde eller måske i en reol, hvor bassen får ekstra fylde.
Lydmæssigt er de matchede, så der ikke er nogen forskel på lyden i højre/venstre højttaler, og de er meget åbne, detaljerede og afslørende. Mellemtonen (stemmer) er super nærværende og naturlig, og diskanten er smuk, detaljeret og aldrig skinger – du hører tydeligt selv de små, lækre nuancer i musikken, som man skal kunne med en seriøs højttaler udviklet til brug i mindre rum. Seriøse mini-monitors!
Dybbassen er selvfølgelig begrænset med de små kabinetter, så en loudness-funktion er en hjælp i basområdet. Og de vil meget gerne have en strømstærk forstærker på mindst 25-30 Watt for at yde deres bedste. Til gengæld forkæler de dine ører med overraskende flot og dynamisk lyd, uanset hvilken type musik, du udfordrer dem med.
Den tidligere ejer har renset kabinetterne med terpentin og givet dem fire gange Junckers bivoks, så de fremstår helt originale og så smukke som nye. På bagsiden har de dog fået udskiftet de lange tynde "lysnetledninger" og oprindelige DIN-stik med monterede muffer, så du selv kan fodre dem med lyd fra mere avancerede højttalerkabler. Der medfølger (dyre) guldbelagte adaptor-terminaler (se sidste foto), så du evt. kan bruge bananstik.
Som du kan se på billederne er de købt 4 april 1979 hos Aalborg Musik Lager på Budolfi plads.
Og med kun 2 tidligere og forsigtige ejere er de stadig lige så flotte og vellydende som dag, de blev båret ud af butikken.
Du kan se alle deres data på foto 6.
Kan ses, høres og hentes i Korsør eller leveres mod fair betaling af transport.
Brugerprofil
Du skal være logget ind for at se brugerprofiler og sende beskeder.
Log indAnnoncens metadata
Sidst redigeret: 31.7.2025 kl. 17:39 ・ Annonce-ID: 12445798